18-01-2013

Levende billeder og døde vinkler

Vinterbergs ' Jagten' har skabt berettiget opmærksomhed og nødvendig debat. Nogle gange skal der kunst til at vise, hvor indviklet virkeligheden er.

Af Christian Graugaard (Artiklen har været bragt i Politiken den 18.01.13)

Jeg havde besluttet mig for med trommehvirvler og valdhornsfanfare at dedikere denne uges klumme til Thomas Vinterberg og hans pletskud af en ny film, men som dagene er gået, er sagen vokset mig over hovedet, og sjældent har man set en dansk biografbasker afstedkomme så megen relevant samfundsdebat på så kort tid.


Ja, faktisk er det ganske bemærkelsesværdigt, at skildringen af ømtålige emner som pædofili, incest, børneseksualitet og erotiske relationer mellem voksne og helt unge tilsyneladende kræver et kunstnerisk temperament for at blive vedkommende og få de afgørende nuancer med.


Jeg tænker i al hast på Kristian Ditlev Jensens til stadighed læseværdige ' Det bliver sagt', på Margaux Fragosos ' Kun hvis du har lyst', på Bjørn Rasmussens ' Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' og på litterære sværvægtere som Nabokovs ' Lolita', Manns ' Døden i Venedig' og Duras' ' Elskeren' og ' Elskeren fra Nordkina'. Jeg tænker på Sally Manns provokerende fotografier. Og på spillefilm som ' American Beauty', ' Erindring om mine bedrøvelige ludere' og ' Festen', som vi knap nok har rystet af os, nu hvor instruktøren efter moden overvejelse forærer os dens mindst lige så øjenåbnende antitese.


Kunstnerisk distance må der til, før vanskelige emner for alvor bliver nærværende, og jeg må sige, at jeg er imponeret over Vinterbergs stilfærdige livtag med kulturel dynamit. ' Jagten' fortæller en nødvendig historie om et ulykkeligt og uløseligt dilemma - og den gør det i et blæret formsprog og med artistisk virtuositet på alle etager: Hvornår har man sidst set en så afvæbnende uforfængelig Mads Mikkelsen, en så beige og tvivlstynget Susse Wold, en så hjerteskærende vankelmodig Thomas Bo Larsen? Og hvornår har man sidst oplevet et syvårigt barn så kvalificeret udfylde et biograflærred og gestalte det største indre drama med det mindste ryk med næsen? Glem alt om ' Hushpuppy' og ' Hugo'. Det er Annika Wedderkopp, som fortjener nobelprisen i overrumplende minimalmimik.


Vinterbergs film udløste allerede inden sin premiere væsentlige diskussioner om, hvordan vi på den ene side beskytter børn mod seksuelle krænkelser og på den anden side undgår en klapjagt på mandlige pædagoger og et institutionelt regelrytteri, som gør mere skade end gavn.

For sagen er jo, at vuggestuer, børnehaver og fritidshjem formentlig er de sikreste steder at være barn i dagens Danmark, eftersom langt størstedelen af seksuelle overgreb finder sted i familien, og daginstitutionerne er befolket med fagpersoner, som rent faktisk har taget eksaminer i at passe på børn.


Debatten har da også helt overvejende problematiseret brugen af stive og virkelighedsfjerne adfærdsregulativer, og klummisten bakker 100 procent op: Børn er af natur nysgerrige væsener, og det er ikke mindst i børnehaveårene, at de systematisk begynder at undersøge kroppen og få færten af dens sanselige muligheder og grænser. Den nysgerrighed skal vi naturligvis understøtte, alt, hvad vi kan, og det gør vi ikke ved at kvæle dem i omsorg og klodsede restriktioner. Det eneste, vi opnår ved det, er at vise dem, at nærhed er farligt, og at deres krop udgør et potentielt problem.

Og ingen af delene passer.


Det bedste værn mod grænseoverskridelser er hverken pansrede flyverdragter eller videoovervågede toiletter, men lige præcis det modsatte: en åben og positiv kropskultur, som lader ungerne gå på opdagelse på egne præmisser og i konstruktiv dialog med kærlige voksne. Kun derved opbygger de den livsglæde, selvtillid og integritet, som gør dem i stand til at passe godt på sig selv og hinanden og kaste sig ud i tilværelsen med hud og hår.


Hertil kommer, at rigoristiske regelsæt skaber en farlig form for pseudotryghed, som sløver det pædagogiske blik og tilsidesætter vigtige faglige diskussioner. At være en god pædagog kræver nærvær og kollegial eftertænksomhed. Det er ikke gjort med endnu et reglement.


Nu endte det så alligevel med, at ugens klumme blev en hyldest til Thomas Vinterbergs lille mesterværk og de betydningsfulde refleksioner, det har ført med sig. Det er velfortjent.

En enkelt debattør har ganske vist hævdet, at filmen vil føre til hvidvaskning af pædofile mænd, og at uskyldigt anklagede voksne er en ren kuriositet i sammenligning med alle de misbrugte børn, vi aldrig får øje på. Men den grumme sandhed er desværre, at der både findes oversete krænkelser og falske anklager - og at begge dele ødelægger liv. Og netop derfor skal vi være glade for, at vi nu har så fornem en duologi som ' Festen' og ' Jagten' på dansk.
 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!