11-07-2011

Mere end 1,5 milliarder unge har brug for prævention

I dag er FN’s Verdens Befolkningsdag og i år, er året, hvor verdens befolkning når op på syv milliarder mennesker – det højeste antal mennesker vi nogensinde har været på jorden. Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad mandag den 11. juli 2011.

 

I dag er FN’s Verdens Befolkningsdag og i år, er året, hvor verdens befolkning når op på syv milliarder mennesker – det højeste antal mennesker vi nogensinde har været på jorden. Bemærkelsesværdigt er det også, at halvdelen af den nye store verdensbefolkning er unge under 25 år. De fleste - 86 procent - af dem lever i udviklingslande, hvor de ofte udgør op mod 60 procent af et lands befolkning.

Det er uden tvivl af stor værdi for verdenssamfundet at have en så stor generation af unge. Unge har potentialet til at kunne bidrage til udvikling og demokratiske forandringer, som vi har set det i Mellemøsten og Nordafrika dette forår. Men den store ungdomsgeneration giver også en række særlige udfordringer.

En af udfordringerne er, at mere end 1,5 milliarder af alle de unge mennesker står på spring til at blive seksuelt aktive. Og med den seksuelle debut opstår en række helt særlige behov, som må og skal imødekommes, hvis deres potentiale som samfundsudviklere skal have mulighed for at udfolde sig.

Et helt konkret behov er adgang til prævention, seksualundervisning og rådgivning om seksuelle spørgsmål. Man vurderer, at efterspørgslen af prævention vil stige med 40 procent over de næste 15 år. Det er bekymrende set i forhold til, at der allerede nu ikke er tilstrækkeligt prævention til rådighed for de, der ønsker det. Statistikkerne viser, at 215 millioner kvinder fra verdens fattigste lande pt. ikke ønsker at blive gravide, men mangler adgang til prævention.
 

 

Graviditet den største dødsårsag

Et af resultaterne heraf er, at et stort antal unge piger i udviklingslande bliver uønskede gravide. Og det kan være dødsens farligt. I Afrika er komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsler således den største dødsårsag blandt teenage-piger. Det skyldes blandt andet at mange piger, i fortvivlelse over deres graviditet, selv forsøger at afbryde den. På verdensplan får mellem to og fire millioner unge foretaget en usikker abort, der enten risikerer at slå dem ihjel eller invalidere dem resten af livet.

Uønskede graviditeter med dødelige konsekvenser er både unødvendige og undgålige og en stor byrde for sundhedssystemerne i lande, der allerede har begrænsede ressourcer. Samtidig forhindrer det unge mennesker i at realisere deres potentiale og forme den demokratiske og økonomiske udvikling i deres hjemlande. Det kan de ikke, hvis de ikke har mulighed for at bestemme om, hvornår og med hvem, de har sex og får børn med.
 

Af kulturelle, politiske, religiøse og andre årsager afviser mange regeringer i udviklingslande desværre at tale om unge menneskers – og især unge kvinders – rettigheder, især når det gælder seksuel og reproduktiv sundhed.

På dagen for FN’s Verdens Befolkningsdag opfordrer vi – ngo’er fra Sverige, Danmark, Norge og Finland - derfor de nordiske landes regeringer til at gå sammen om at sætte unges seksuelle og reproduktive sundhed på den internationale dagsorden. Næste år afholdes FN’s konference for bæredygtig udvikling, Rio +20, i Rio de Janeiro, hvor det internationale samfund arbejder frem mod at etablere en ramme for bæredygtig udvikling. De nordiske landes regeringer må føre an i arbejdet for at gøre unges seksuelle sundhed og rettigheder til centrale emner. Hvis vi ikke nu formår at forholde os til behovet fra den yngre generation i udviklingslandene, vil problemerne blot vokse sig endnu større i de kommende årtier.
 


Bjarne B. Christensen, Generalsekretær for Sex & Samfund, Danmark
Åsa Regnér, Generalsekretær for RFSU, Sverige
Hellevi Hatunen, Leder af International afdeling for Vaestoliito i Finland
Anja Sletten, Direktør for Sex & Politikk, Norge.

 

Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad mandag den 11. juli 2011.

 

 

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!