09-07-2015

Ny lov for unges rettigheder på vej i Indien – efter otte års kamp

Et nyt lovforslag, der skal sikre unges seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder i indisk delstat, er på vej. Lovforslaget er en kulmination af et samarbejde mellem Sex & Samfund og den indiske organisation, Sahayog, der siden 2007 har kæmpet for loven gennem ungeinvolvering og fortalerarbejde. Nu ser det endelig ud til, at de unges hårde arbejde og vedholdenhed bærer frugt.

- Varme hilsner fra Sahayog! Jeg skriver for at informere om, at det arbejde Sex & Samfund deltog i for nogle år siden, der advokerede for en ungepolitik i delstaten Uttar Paradesh, nu endelig ser ud til at lede til et konkret lovforslag – endda med inputs fra vores fælles arbejde!

Sådan skriver Jashodhara Dasgupta, leder af Sex & Samfunds indiske partnerorganisation, Sahayog , i en mail til Sex & Samfund. Tilbage i 2007 udarbejdede og gennemførte Sex & Samfund det 5-årige projekt ’Youth for Change’ sammen med Sahayog, der skulle hjælpe unge mænd og kvinder med at kende og kræve deres rettigheder i forhold til seksualitet, graviditet og fødsel, samt uddanne de unge i, hvordan de selv kan advokere for deres rettigheder gennem ungeinvolvering.

Ungeinvolvering er vejen frem

I løbet af projektet blev 1.706 unge involveret fordelt på 124 ungegrupper. Af dem modtog 118 unge ekstra undervisning træning og fungerede som ledere for grupperne, og yderligere 10 lokale organisationer fik undervisning træning i at facilitere grupperne og til sammen med de unge at adressere myndigheder og lokalsamfund.

Behovet for en lov om ungevelfærd er stort. De mere end 60 millioner unge i alderen 15-24 år, der bor i Uttar Paradesh, står overfor en lang række udfordringer som fattigdom, analfabetisme, tidlige ægteskaber, teenagegraviditet og stor ungdomsarbejdsløshed.

- Loven er særdeles omfattende, idet den dækker en lang række af de udfordringer, som de unge står overfor, herunder uddannelse, sundhed, beskæftigelse, levevilkår og sport, og arbejder målrettet for ungedeltagelse i politik, udvikling og social retfærdighed, lyder det glædeligt fra Sahayog-medarbejder, Esha Saraswat.

Uttar Pradesh følger trop

Indtil nu har Uttar Pradesh været den eneste af Indiens 28 delstater, der ikke har haft en ungepolitik. Tilbage i 2010 afviste delstatens Ministerpræsident behovet for en sådan politik, men det har ikke stoppet de involverede unge i kampen. Tværtimod.

- Vi arbejder videre med at få oppositionen til at støtte ungepolitikken, og målet er, at hvis der kommer en ny regering, så kommer der også en ungepolitik. Der er jo mange vælgere blandt de unge, fordi de udgør så stor en andel af befolkningen, lød det tilbage i 2010 fra Mia Lund Sørensen, der er international projektmedarbejder hos Sex & Samfund.

Selvom den danske involvering i projektet stoppede i 2011, har de unge aktivister kæmpet videre og har stædigt holdt departementet for ungevelfærd i Uttar Pradesh op på, at unge har ret til information om deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.

Sahayog er i dialog med den ansvarlige embedsmand, som er meget positivt indstillet overfor de inputs, de unge kommer med, og bruger dem i udarbejdelsen af det endelige lovforslag.

En glædelig nyhed der viser, at politisk fortalerarbejde tager tid, men at indsatsen virker!

Læs også:

14 år senere: Forandring tager tid, men arbejdet bærer frugt

Evalueringsrapport: Youth for Change

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!