09-09-2013

Pigerne har sværest ved at forslå kondom

Selv om stadig færre unge smittes med klamydia, er kondomet stadig vigtigt. For du kan ikke se, om din nye sexpartner er smittet. Netop nu kører den årlige Kun med Kondom-kampagnen, der skal få flere unge til at undgå ubeskyttet sex.

’Mere end hver fjerde ung på 25 år har haft en sexsygdom - kun med kondom er I alene i sengen.’ Sådan lyder budskabet de næste to uger til unge over hele landet, når Kun med Kondom kører på tv, Facebook og lokalt ude i landet.

 

Det er femte år, at Sundhedsstyrelsen ruller ud med Kun med Kondom. For selv om færre smittes med klamydia i disse år, er det stadig vigtigt at få kondomet rullet på, lyder det fra Sex & Samfund, der koordinerer den lokale del af kampagnen. 

 

- Du kan ikke se, om den nye sexpartner har klamydia. Vedkommende ved det måske heller ikke selv. Derfor skal du bruge kondom og beskytte dig, siger Søren Ingemann Zinck, projektleder i Sex & Samfund.

 

Forældre kan også bakke op om budskabet
I år står et rekord stort antal lokale deltagere landet over klar til at møde de unge i deres hverdag på skoler, butikker, diskoteker, apoteker, biblioteker og fitnesscentre med gratis kondomer og en opfordring til at tage ansvar og rulle kondomet på.

 

For første gang deltager der også 'RubberCops' i kampagnen. Det er unge frivillige, der deler kondomer ud i eget netværk.


- Den lokale opbakning er vigtig. Den er med til at vise, at kondomer er noget, vi godt kan tale om. Forældre kan også gøre en forskel. De kan lægge kondomer i køkkenskuffen, tale med den unge om sikker sex eller opfordre til, at de taler med andre - for eksempel deres læge - eller bruger oplysnings- og rådgivningstilbud på nettet - netdoktor.dk, aidslinien.dk eller sexlinien.dk, siger Søren Ingemann Zinck.

 

Cilje Mea Flagstad er RubberCop i Ballerup Kommune, og hun siger:
 
- Mange unge har det med at synes, at det er lidt ’taber-agtigt’ at bruge kondom, og det syntes jeg helt klart, der skal laves om på. Jeg tror også på, at unge er mere modtagelig over for, hvad andre unge siger og gør, end hvad de voksne gør.

 

Ud over de 120 RubberCops deltager 1000 virksomheder, 7-Eleven-kæden, !Solid-tøjkæden, Apotekernes a.m.b.a., rejsearrangøren Danski og 91 kommuner i Kun med Kondom 2013.

 

Især fyrene tager ansvar
Det er nye tal fra Statens Serum Institut, der viser, at antallet af klamydia-smittede er faldet for tredje år i træk. Blandt unge i alderen 15–24 år er tallet faldet for fjerde år i træk, fortæller specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
 

- Meget tyder på, at vi har fået knækket klamydiakurven. Færre unge bliver smittet, og især fyrene tager ansvar og har kondom med. Men der er stadig for mange smittede.

 

- Samtidig kan vi i en ny undersøgelse se, at der er dobbelt så mange piger som drenge, der synes, at det er så svært at foreslå kondombrug, at forespørgslen udebliver. Det tyder på, at der er behov for at aftabuisere kondombrug og slå fast, at kondom er en almindelig del af et ungdomsliv, uanset om man er en ung kvinde eller mand, siger han.

 

Sundhedsstyrelsen har spurgt 1.114 unge mellem 18 og 25 år om deres brug af kondomer og viden om sexsygdomme. I undersøgelsen siger 16 procent af drengene, at det er svært at foreslå brug af kondom og derfor sjældent får det gjort. Hele 31 procent af pigerne siger, at det er svært.


www.facebook.com/kunmedkondom 

  

Fakta: Så mange er smittede med klamydia

  • I 2009 blev næsten 30.000 danskere testet positive for klamydia
  • I 2011 faldt tallet til 26.617 personer
  • I 2012 faldt tallet til 26.385 - ca. 17.800 var unge i alderen 15-24 år
  • I 2012 var 21,6 unge i aldersgruppen 15-29 år per 1.000 unge smittet med klamydia
  • Sundhedsstyrelsen vurderer, at i alt ca. 50.000 danskere på landsplan er smittet med klamydia. Men ikke alle ved, at de er smittede.


Presse: www.sexogsamfund.dk/pressekmk

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!