06-08-2013

Rituel drengeomskæring igen igen....

Sundhedsstyrelsen finder ikke bortskæring af raske drengebørns forhud skadeligt. Noteret. Men gør det indgrebet mindre forkert?

Af Christian Graugaard, professor i almen sexologi (bragt i Politiken i juli)

 

Med min medicinske embedseksamen, mit autorisationsbevis og mine seks måneders kirurgiske hospitalstræning i bagagen ville jeg formentlig kunne skære både øreflipper og lilletæer af hvilket som helst barn i kongeriget Danmark uden at slå det ihjel eller udsætte det for nævneværdig fare.

Jeg bringer det absurde scenario på bane, fordi Sundhedsstyrelsen i sidste uge barslede med et længe ventet notat om fjernelse af raske drengebørns forhud på baggrund af kulturel og/eller religiøs sædvane. Styrelsen hæfter sig ved, at komplikationsrisikoen er beskeden, og man finder derfor intet grundlag for at anbefale et forbud mod rituel drengeomskæring, så længe indgrebet – som det tørt formuleres – ”foretages korrekt og af kompetente læger”.

Nuvel. For så vidt er det vel fair nok, at landets øverste sundhedsmyndighed bygger sit ræsonnement på strikt sundhedsfaglige argumenter, men Sundhedsstyrelsens notat giver alligevel anledning til mindst tre væsentlige indsigelser.

For det første kan man spørge sig selv, hvorfor i alverden vi skal tolerere #nogen som helst risiko ved en kirurgisk manøvre, som er helt og aldeles blottet for lægelig nødvendighed. Det er nok muligt, at medicinske komplikationer er sjældne, men de findes dog, og på verdensplan er der faktisk registreret adskillige dødsfald som følge af rituel drengeomskæring. Ethvert operativt indgreb indebærer en risiko, uanset hvor lille og veludført det er. Kan man med rimelighed se gennem fingre med det?

For det andet er der efter min mening noget både tankevækkende og dybt betænkeligt i den forskelsbehandling, som på dette punkt hersker mellem de to køn. Som bekendt vedtog et overvældende folketingsflertal allerede i 2003 et totalforbud mod rituel pigeomskæring, og hvis man som jeg er ubetinget tilhænger af dette forbud, må man undre sig over, at en lignende retsbeskyttelse ikke per automatik kommer drengene til gode.

Hvis Sundhedsstyrelsen mangler fagligt belæg for at fraråde drengeomskæring, hvorfor så forbyde de mildeste former for pigeomskæring, hvor klitorisforhuden fjernes, og der samlet set bortskæres betydeligt mindre væv end ved en gennemsnitlig drengeomskæring? Hvorfor ikke tillade simpel omskæring af piger, så længe indgrebet ”foretages korrekt og af kompetente læger”?

Endelig er der for mig at se den indbyggede svaghed ved Sundhedsstyrelsens udmelding, at den kun forholder sig til et lille hjørne af en langt mere kompleks problemstilling og som sådan er ubrugelig til at lægge låg på en debat, der mildt sagt handler om andet og mere end sundhed. Faktisk lå det i ministerens opdrag til sin styrelse, at den skulle inddrage sagens juridiske, etiske og sociale aspekter, men embedsværket valgte klogelig at nedskalere det ambitiøse kommissorium og i stedet manøvrere inden for en snæver medicinsk referensramme.

Men skal politikerne tage seriøst stilling til et forbud mod rituel drengeomskæring (og det skal de!), kommer de ikke uden om at forholde sig til det, som i bund og grund er sagens kerne: Børn kropslige integritet og deres konventionssikrede ret til autonomi, beskyttelse og respekt.

Jeg har tidligere diskuteret omskæringssagen indgående i disse spalter, men gentager gerne min simple pointe: I en moderne sekulær retsstat skærer man ikke vitale legemsdele af sunde og raske børn, og selv nok så hævdvundne kulturelle og religiøse rutiner kan aldrig trumfe menneskerettigheder og basale etiske principper. Også religiøse grupper må finde sig til rette i den almindelige sociale evolutionsproces, og fremsynede kredse i det jødiske samfund har da også for længst udviklet omskæringsceremonier af mere symbolsk og skånsom karakter.

Dogmer bliver dagligt fortolket, forhandlet og afstemt med deres samtid, og verdensreligioner går næppe under, fordi deres tilbedere tvinges til at respektere børns fundamentale retssikkerhed.

Forrige vinter var jeg på studierejse i det nordlige Ghana, hvor langt de fleste mænd render rundt med drabeligt udseende ar på kinderne. Det skyldes en ældgammel tradition for at markere drengenes stammetilhørsforhold, og jeg er overbevist om, at det kan gøres uden de store farer for liv og førlighed. Alligevel byder fænomenet vel de fleste læsere instinktivt imod, og hvis en herboende ghaneser snittede sin nyfødte søn i ansigtet med en kniv, ville han med usvigelig sikkerhed ende bag tremmer, uanset hvor energisk han kunne henvise til årtusinders kulturel kutyme. I Danmark skærer vi ikke i børn efter forgodtbefindende. Eller gør vi?

Eksemplet illustrerer sagen i en nøddeskal: Fraset drengeomskæring accepterer vi ikke kirurgiske indgreb på mindreårige uden medicinsk indikation, uanset hvor harmløse de små snit måtte være. For selvom noget er ufarligt, kan det jo godt være lodret forkert. 
 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!