28-02-2013

Seksualundervisning skal gøre småpiger mere tilfredse med deres krop

Der er brug for seksualundervisning i de yngste klasser for at give børnene nogle mere realistiske forestillinger om, hvordan kroppe kan se ud, mener Sex & Samfund.

Det er ikke længere kun teenagepiger, der har problemer med, hvordan de ser ud. Det gælder også de såkaldte ”tweens” mellem 9-12 år, hvor mere en hver femte pige er utilfreds med sin egen krop.

 

Det viser en rapport, som Center for Ungdomsstudier offentliggjorde fredag. Her har 1.120 skoleelever fra 3.-5. klasse udfyldt et spørgeskema, og over 20 procent af pigerne var ikke tilfredse med deres krop. Det er mere end en fordobling i forhold til 2008, hvor Center for Ungdomsstudier lavede en tilsvarende undersøgelse. Hos drengene er tallet derimod uændret. Her er hver 10. utilfreds med sin egen krop, og sådan var det også i 2008.

 

Bekymrende udvikling
Hos Sex & Samfund er man bekymret over udviklingen. Organisationen mener, at en del af forklaringen skal findes i den moderne mediekultur, hvor kroppen er i fokus.


- Der er i dag et meget stort ydre fokus på, hvordan kroppen skal se ud. Det gælder særligt i realityprogrammer, som børn i denne alder begynder at orientere sig imod, men også i mange film og videoer, siger projektleder Jeppe Hald fra Sex & Samfund, som mener, at udviklingen er problematisk:


- Det betyder, at børn og unge generelt føler sig mindre værd, hvis de ikke har den krop, de tror, de skal have. De får et urealistisk billede af kroppen, som de selv forsøger at opnå, når de bliver lidt ældre.


- Vi medner, man i stedet skal give børnene nogle flere rollemodeller og skabe et mediebillede, som ikke er så ensformigt, fastslår Jeppe Hald.

Seksualundervisning for de yngste
For Sex & Samfund er den nye undersøgelse en påmindelse om, hvor vigtigt det er at prioritere skolernes seksualundervisning allerede fra de yngste klasser.


- Seksualundervisningen kan bruges til, at børnene allerede tidligt præsenteres for nogle mere realistiske kropsbilleder end dem, de oplever via medierne, og at de lærer, hvor mangfoldig en størrelse kroppen faktisk er. Samtidig er det en god måde at stimulere deres mediekritiske sans på, siger Sex & Samfunds formand Christian Graugaard og tilføjer:


- I det hele taget viser erfaringerne, at god seksualundervisning allerede i de yngste klasser er med til at skabe øget trivsel for det enkelte barn, reducere mobning og styrke fællesskabet i klassen.


For yderligere oplysninger kontakt:
Sex & Samfunds formand Christian Graugaard på tlf. 28 86 65 60 eller
Projektleder Jeppe Hald på tlf. 30 23 00 20

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!