03-09-2013

Seksualundervisning til unge skal også handle om fertilitet

Danskernes nedsatte evne til at få børn er nu så udbredt, at der er tale om en folkesygdom. Derfor er det på høje tid, vi begynder at tale om forebyggelse, mener Sex & Samfund.

Når unge har seksualundervisning, skal de ikke bare lære om prævention, og hvordan de undgår at blive gravide, når de har sex. De skal også lære, hvordan de får de børn, de gerne vil have.

Det mener Sex & Samfund, der nu sætter fokus på fertilitet. Onsdag er organisationen medarrangør på et stort debatmøde om fertilitet i København. Det sker i samarbejde med Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder, Rigshospitalet og Dansk Fertilitet Selskab.

Baggrunden er det stigende antal danskere, som har svært ved at opfylde drømmen om ønskebørn. Ja, faktisk er danskernes nedsatte evne til at få børn nu så udbredt, at der er tale om en folkesygdom.

Samtidig er området præget af myter. Mange opfatter for eksempel infertilitet som en sjældenhed, men tallene viser, at det ikke passer. Man regner således


med, at mellem 16-25 procent af alle par, der forsøger at få børn, oplever infertilitet – enten i en periode eller permanent. Og tæt på hvert 10. barn undfanges i dag på en fertilitetsklinik.

- Derfor er det på høje tid, at vi begynder at tale om forebyggelse af infertilitet og ser nærmere på, hvordan vi sikrer forskningen og udviklingen på området, siger Sex & Samfunds generalsekretær Bjarne B. Christensen og fortsætter:

- Det er meget vigtigt at informationsniveauet er højt – ikke kun omkring, hvordan man undgår graviditet, men også omkring de faktorer, der er afgørende for at kunne blive gravide. I dag oplever vi mange myter og et stort behov for faktuel viden.

Ifølge Sex & Samfund er en af løsningerne mere og bedre information.

- Jo tidligere unge lærer om fertilitet og infertilitet, jo større chancer får de for at påvirke deres egen mulighed for at få børn, når de senere ønsker det.

- Fertilitet skal kort sagt ind i seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne på linje med for eksempel sexsygdomme, prævention og abort. Og vi vil arbejde målrettet på, at det sker
, fastslår Bjarne B. Christensen.

Samtidig vil Sex & Samfund styrke den viden, som organisationens rådgivere på Sexlinien for Unge har om infertilitet, så de bliver endnu bedre til at rådgive om emnet.
 



FAKTA OM DEBATMØDET

Tid: 04. september klokken 10.00-12.00
Sted: Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, København
Tilmelding: Kan ske på http://www.tvaerpolitisknetvaerk.dk/Default.aspx?ID=4339

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!