Foto: IPPF/Graeme Robertson
06-02-2017

Sex og Samfund starter projekter i Nordafrika

En ny bevilling fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) skal bruges til at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i MENA-regionen med særligt fokus på Marokko og Tunesien.

I Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen) møder man store udfordringer, som bunder i stærke sociale normer og praksisser, som undertrykker kvindens seksuelle og reproduktive rettigheder.

Mange unge og kvinder konfronteres med tidlig ægteskab, teenagegraviditet, usikre fødsler og manglende uddannelse. Mange har heller ikke adgang til seksualundervisning, prævention og abort. Samtidig lever seksuelle minoriteter et udsat liv, fordi der hersker stor konservatisme i regionen.

Alle disse aspekter udgør grundlæggende barrierer både for ligestilling generelt og for økonomisk vækst. Ved at styrke ligestilling og kæmpe for basale rettigheder sammen med lokale parterne kan vi og vores danske partnere, KVINFO, Kvinderådet, LGBT DK og Danner, bidrage til øget demokrati, stabilitet og positive fremtidsmuligheder i regionen.

- Det er fantastisk, at vi nu kan gøre en mærkbar forskel for især unge kvinder i Marokko og Tunesien. Kampen for seksuelle og reproduktive rettigheder i Mellemøsten og Nordafrika er utrolig vigtig, og vi glæder os til at gøre vores til, at forholdene forbedres, siger international chef i Sex & Samfund, Susanne Adelhardt Jensen.

Sex & Samfund vil arbejde rettighedsbaseret for at styrke det styrke det lokale civilsamfund og sammen med vores partnere kæmpe for at forbedre både lovgivning og servicetilbud for særligt kvinder og unge.

Centralt for opfyldelsen af kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder står adgang til kvalitative sundhedsydelser, information og uddannelse. Der skal sørges for levevilkår, der gør det muligt for kvinder at træffe oplyste og frie valg i relation til seksualitet og reproduktion. Det skaber nemlig basis for, at kvinder har lige muligheder for at deltage aktivt i det sociale, økonomiske og politiske liv i et samfund.

Derudover kommer der til at være et stort fokus på unge, idet MENA-regionen er præget af store ungdomsgenerationer. Hvis denne demografi skal udnyttes positivt, er det vigtigt at give både unge mænd og kvinder mulighed for at uddanne sig, arbejde og bidrage til den økonomiske udvikling, men mange ting står lige nu i vejen for en positiv udvikling.

Det er vigtigt at sørge for, at alle unge får adgang til uddannelse, herunder seksualundervisning, som skal styrke deres viden og udfordre gældende normer, og de skal desuden have adgang til vigtige sundhedsydelser.

Især viden om familieplanlægning vil få de unge til at gifte sig senere og få færre børn, hvilket giver dem langt bedre mulighed for en længere skolegang. På denne måde er retten til at bestemme over egen krop, seksualitet og kønsidentitet fuldstændig afgørende for, at man kan leve et godt liv og opfylde sit potentiale som ung i Mellemøsten og Nordafrika.

Sex og Samfund modtager midler fra Udenrigsministeriets ligestillingskomponent, og arbejdet skal i de næste 5 år løftes i tæt samarbejde med KVINFO, Kvinderådet, LGBT DK og Danner samt lokale søsterorganisationer.

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!