18-05-2012

Sex & Samfund har altid kæmpet både lokalt og globalt

Og det er en win-win situation, at foreningen hele tiden i sit daglige arbejde befinder sig i begge verdener.

Da Sex & Samfund for nylig holdt generalforsamling blev vi endnu engang spurgt, om vi både kan overkomme at arbejde nationalt og internationalt?

 

Svaret er simpelt: Det har vi altid gjort!

 

Lige fra foreningen blev dannet helt tilbage i 1956 har den ikke blot orienteret sig nationalt, men også internationalt. Sex & Samfund var således et af de første medlemmer i den internationale paraplyorganisation International Planned Parenthood Federation (IPPF).

 

Det gjorde vi, fordi vi lever i en global verden, og fordi seksuel sundhed og seksuelle rettigheder ikke kender nogen landegrænser. Det er problemstillinger og rettigheder, som det er værd at kæmpe for i Danmark såvel som resten af verden. Og mange steder handler det fortsat om en basal kamp for basale seksuelle rettigheder – herunder adgang til sikre aborter, seksualundervisning og prævention – som for længst er indført og tages som selvfølgeligheder her i landet.

 

Gennem årene har det også vist sig, at være en kæmpe styrke, at Sex & Samfund både hviler på et nationalt og et internationalt ben. Det nationale og internationale arbejde styrker således hinanden. De erfaringer, vi har fra arbejdet i Danmark, kan vi bruge og overføre, når udenlandske partnere skal kapacitetsopbygges og i det internationale fortalerarbejde. Og omvendt kan erfaringerne fra det internationale arbejde bruges i forbindelse med de nationale aktiviteter.

 

Det er en win-win situation, og i vores daglige arbejde befinder vi os hele tiden i begge verdener.

 

Tager man for eksempel et øjebliksbillede af Sex & Samfund, har vi den seneste måned kæmpet for såvel teenagepigers rettigheder i Afrika som danske drenge og mænds rettigheder herhjemme.

 

Midt i april var Sign of Life-kampagnen således på 10 dages rejse i Uganda. Her besøgte kampagnens to ambassadører, TV-vært Cecilie Hother og konkurrencevinder Cecilie Morville unge kvinder som næsten er døde efter illegale aborter, mænd som har gjort unge kvinder gravide, ledere på sundhedsklinikkerne, en politiker som kæmper for bedre mødresundhed osv. osv.

Alt sammen for at prøve at finde ud af hvorfor den førende dødsårsag for unge kvinder i Afrika er komplikationer i forbindelse med graviditet.

 

I Uganda fik de også overrakt 21.000 kondomer til vores samarbejdspartner RHU, som vil uddele kondomerne, og oplyse om hvordan man bruger dem, gennem deres klinikker i Uganda.

 

Efter rejsen til Uganda var Cecilie og Cecilie på besøg hos udviklingsminister Christian Friis Bach, hvor de havde en længere snak om mødredødelighed, og hvad Danmark kan gøre. Her overrakte de også 2.001 underskrifter til Friis Bach fra danskerne, som opfordrede ham til at prioritere seksuel og reproduktiv sundhed højt i den nye udviklingsstrategi.

Ministeren lovede at styrke seksuelle og reproduktive rettigheder yderligere og der er ingen tvivl om, at det er et område, som Friis Bach er opmærksom på.

 

Samtidig med alt dette er Sex & Samfund for alvor begyndt at sætte fokus på HPV-vaccination til drenge og mænd.

 

Mens danske piger får gratis HPV-vaccine, må drengene – eller deres forældre – fortsat selv betale, hvis de vil vaccineres. Men HPV-virus kender ikke forskel på køn og seksualitet. Drenge og mænd har lige så stor risiko for at blive smittet med HPV som piger. Og bliver de smittet, kan det føre til både kønsvorter og alvorlige kræfttyper som hoved/halskræft, peniskræft og analkræft.

 

For at sætte fokus på problemet har Sex & Samfund blandt andet lanceret  en ny informationsside på nettet om drenge og HPV, lige som vi politisk arbejder  for at få indført gratis HPV-vaccination også til drenge.

 

Og den 26. april var frivillige fra Sex & Samfunds frivilligkorps på gaden i København for at få fat i unge mænd og oplyse dem om risici ved at blive smittet med HPV. Ved en HPV-event ved Fælledparkens Skaterbane blev det til mange gode snakke med drenge og unge mænd fra målgruppen.

 

I vores nationale HPV-fortalerarbejde trækker vi i øvrigt på erfaringer fra udlandet, hvor det flere steder allerede er indført HPV-vaccination også for drenge.

 

Og sådan hænger nationalt og internationalt ubrydeligt sammen i Sex & Samfunds arbejde.

 

Af Bjarne B. Christensen
Generalsekretær i Sex & Samfund

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!