Sex & Samfunds indsats ’Dialog i det multietniske klasserum’ skal bidrage til, at alle unge får mulighed for at leve det liv, som er rigtigt for dem.
18-04-2016

Sex & Samfund lancerer indsats mod social kontrol

Det er langt fra alle nydanske unge, der vokser op med stramme krav til, hvad man må i forhold til kærester eller seksualitet. Men der er unge, der kæmper for retten til at bestemme over eget liv. Sex & Samfund er klar med en undervisningsindsats, der skal støtte unge til at leve det liv, der er rigtigt for dem.

Hvilke forventninger kan man have til piger, der bærer tørklæder og til piger, der ikke bærer tørklæde? Er det ok, når man som bror skal holde øje med, om ens søster har en kæreste? Skal man fortælle, at man er homoseksuel til forældre, der siger, at ens religion ikke tillader sex mellem to personer af samme køn?

- Det er bestemt ikke alle unge med minoritetsetnisk baggrund, der lever med stærk social kontrol fra familiens side. Men der er unge, der oplever at få krænket egne rettigheder og ikke kan bestemme over egen krop, seksualitet og kæresterelationer, fordi familiens ære, traditioner og formodede forventninger skal beskyttes, siger national chef i Sex & Samfund, Marianne Lomholt.

Ligestilling og mødom
Sex & Samfunds indsats kommer efter en række undersøgelser, der peger på udfordringer med social kontrol og krænkelser af rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet blandt nogle grupper af unge med ikke-vestlig minoritetsbaggrund. Især unge kvinder er udsat for kønsrolleforventninger og social kontrol, som begrænser deres selvstændighed, bevægelsesfrihed, seksualitet, trosfrihed og sociale liv.

Derfor lancerer Sex & Samfund nu ’Dialog i det multietniske klasserum’ - en undervisningsindsats, der med film og dialogøvelser er målrettet sundheds- og seksualundervisningen i grundskolens 8.-9. klasser og på erhvervsuddannelser og produktionsskoler med en høj andel af unge med minoritetsetnisk baggrund.

- Der er unge, der oplever meget specifikke forventninger forhold til fx mødom eller ligestilling. Derfor lægger materialer og forløb op til, at eleverne undersøger og diskuterer de værdier og forventninger om køn, seksualitet, krop og kæresterelationer, som de møder i deres hverdag. Målet er at styrke unges viden om egne rettigheder og unges evne til at træffe de valg, som er rigtige for den enkelte, siger Marianne Lomholt.

Forældre skal inddrages
Sex & Samfund tilbyder som en del af indsatsen en række kurser i april og maj, som skal give undervisere landet over redskaber og metoder til at varetage både undervisningen og dialogen med forældre om undervisningen.

- Det er vores erfaring, at mange lærere og sundhedsplejersker mangler viden og materialer til at inkludere rettigheder og forventninger i forhold til køn, krop og seksualitet i undervisningen og også i dialogen med forældrene. Det skal de have, hvis vi skal sikre, at alle unge får mulighed for at leve det liv, som er rigtigt for dem, siger Marianne Lomholt.

Minister bakker op
Indsatsen er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, og Ellen Trane Nørby glæder sig over indsatsen:

- Ligestilling og retten til at bestemme over egen krop og eget liv er grundlæggende værdier i det danske samfund, som gælder for alle uanset kultur eller tradition. Unge piger og mænd skal vide, at begge køn er lige meget værd, og at alle har samme frihed til at have en kæreste og få en uddannelse og et arbejde. Skoler og undervisere har en central opgave i at tage debatten om ligestilling, seksualitet og rettigheder med de unge. Her er det nye materiale et rigtig godt værktøj for en god og åben dialog, siger minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby.

SE FILM OG MATERIALER
ex & Samfund har udviklet indsatsen i dialog med blandt andet Als Research, Etnisk Ung og Sabaah samt sundhedsplejersker, lærere, undervisere og eksperter fra især Københavns Kommune og Aarhus Kommune. Indsatsen er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings Pulje til fremme af viden og dialog om ligestilling, social kontrol og seksualitet.

Undervisningsmaterialerne ligger til fri download på Sex & Samfunds underviserportal:

 

Kønsroller og social kontrol blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund
Als Research udgav i 2014 en rapport om kønsroller og social kontrol blandt unge med ikke-vestlig minoritetsbaggrund. Rapporten peger blandt andet på, at unge med ikke-vestlig minoritetsbaggrund – især unge kvinder – er udsat for kønsrolleforventninger og social kontrol, som begrænser deres selvstændighed, bevægelsesfrihed, seksualitet, trosfrihed og sociale liv.

www.alsresearch.dk/uploads/Publikationer/K%C3%B8nsroller_og_social_kontrol_rapport.pdf

Nydanske LGBT-personers levevilkår
Als Research udgav i 2015 en rapport om nydanske homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes levevilkår. Rapporten peger blandt andet på, at nydanske LGBT-personer (lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner) oplever mere diskrimination end andre LGBT-personer i Danmark, og at deres psykiske trivsel er gennemsnitligt set også markant dårligere.

www.alsresearch.dk/uploads/Publikationer/Nydanske_LGBT-personers_levevilkaar.pdf

 

KONTAKT
Morten Emmerik Wøldike,
fagkonsulent og projektleder, telefon 35 20 91 27
Marianne Lomholt, national chef, mobil 20 83 45 22
Jane Kofod, pressemedarbejder i Sex & Samfund, mobil 29 71 42 22, mail jk@sexogsamfund.dk

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling: Nynne Bisbjerg Himmelstrup, pressesekretær, mobil 6188 4725, mail nyhim1@uvm.dk

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!