07-03-2013

Sex & Samfund på Skolemessen

Der var livlig trafik på Sex & Samfunds stand på messen og stor interesse for organisationens materialer – herunder de nye temahæfter til elever med særlige behov.

Sex & Samfund var på plads, da Danmarks største salgs- og fagmesse for lærermidler – ”Skolemessen” – løb af stabelen i Roskilde den 6. og 7. marts.

 

Mange af de omkring 3.000 messedeltagere lagde således vejen forbi Sex & Samfunds stand, hvor de kunne høre nærmere om organisationens undervisningstilbud, kampagner og materialer.

 

- Vi havde en tæt dialog med rigtig mange lærere. De havde blandt andet en lang række konkrete spørgsmål om organiseringen og indholdet i seksualundervisningen.

- På den måde giver Skolemessen os dels mulighed for at udbrede kendskabet til, hvordan den enkelte skole og den enkelte lærer kan opkvalificere seksualundervisningen ved at bruge Sex & Samfunds tilbud og materialer. Dels giver det os et indblik i de enkelte læreres spørgsmål og behov, som vi kan bruge som afsæt til vores fortsatte arbejde med at styrke seksualundervisningen i grundskolen. forklarer projektleder Lone Smidt fra Sex & Samfunds nationale afdeling, der var med på messen.

 

Hendes kollega, projektleder Robert Holm Jensen, supplerer:
 

- Vi talte også med mange lærerstuderende, som var meget interesserede i at få at vide, hvad seksualundervisning egentlig handler om, og hvordan man kan tilrettelægge en god seksualundervisning.

Fokus på temahæfter til specialelever
Blandt de undervisningsmaterialer, som Sex & Samfund præsenterede på Skolemessen, var et serie på seks spritnye temahæfter om seksualundervisning til elever med særlige behov.

Og ifølge Lone Smidt var der stor interesse omkring de nye temahæfter:


- Det er et materiale, der består af en række film, tegninger og lærervejledning. Materialet er udviklet med støtte fra TrygFonden, og det bliver gratis tilgængelig på bedreseksualundervisning.dk/special inden længe. På messen fik vi mulighed for at præsentere temahæfterne for interesserede lærere, og de gav udtryk for, at der i høj grad er brug for et sådan materiale og kom med mange positive tilbagemeldinger, forklarer hun.


På samme måde nikkede mange af de besøgende på staden genkendende til Sex & Samfunds Uge Sex materialer.


- Der var mange, som fortalte os, at de lige havde været med i kampagnen, og igen fik vi mange positive tilbagemeldinger på materialet. Jeg oplevede sågar en lærer, der sagde, at han slet ikke havde behov for at tale med os, fordi vores materialer var så gode, siger Robert Holm Jensen.


Skolemessen præsenterer de nyeste boglige, digitale og laborative læremidler inden for alle fag i folkeskolen, og den henvender sig til samtlige undervisere, pædagoger, skoleledelser, lærerstuderende og andre formidlere, der ønsker at få et indblik i nye måder at berige og udvikle undervisningen på.


Messen afvikles i både Roskilde og Aarhus, og i 2012 blev de to messer, deres i alt 100 foredrag og mere end 200 udstillere besøgt af tilsammen 7000.


Næste år ændres konceptet imidlertid, så der i stedet bliver holdt et stort arrangement med titlen Danmarks Læringsfestival i Bella Centret den 25. og 26. marts.
 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!