21-01-2014

Sex & Samfund siger i høringssvar nej til rituel omskæring af drenge

Børns ret til egen krop er altafgørende. Derfor bør drenge ikke udsættes for et indgreb med så store konsekvenser som rituel omskæring. Det skriver Sex & Samfund i et høringssvar til Sundhedsstyrelsen, der skal revidere vejledningen om omskæring af drenge.

Drenge bør ikke udsættes for et indgreb med så store konsekvenser som rituel omskæring, før de er 18 år og kan afgive informeret samtykke. Sådan skriver Sex & Samfund i et høringssvar til Sundhedsstyrelsen, der skal revidere den gældende vejledning om omskæring af drenge.

 

Sex & Samfund anerkender, at omskæring har stor betydning for flere religiøse grupper. Men barnets rettigheder bør være udslagsgivende:

 

- I mange andre tilfælde er religiøse, kulturelle traditioner blevet tilpasset den moderne verden, og det må vi arbejde for også sker med drengeomskæring. Vi ser allerede i dag tilpassede religiøse ceremonier, hvor man i nogle jødiske kredse arbejder med en symbolsk omskæring. Det er vigtigt, at dansk lovgivning skubber i den retning, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen.

 

Et farligt og kompliceret indgreb
Han peger samtidig på, at der er bred international medicinsk dokumentation for, at indgrebet på ingen måde er så ufarligt og ukompliceret, som det fremstilles.

 

- For eksempel viser en undersøgelse fra Rigshospitalet i 2013 komplikationer i 5 procent af de drengeomskæringer, de har gennemført. Samtidig er det et irreversibelt indgreb, der nedsætter følsomheden på penis og med stor sandsynlighed kan få negativ betydning for drengens (og eventuelle partneres) fremtidige seksualitet.

 

Derfor anbefaler Sex & Samfund Sundhedsstyrelsen at se på spørgsmålet om barnets rettigheder og retten til kropslig integritet, inden styrelsen cementerer den eksisterende praksis.

 

- Med denne vejledning ville vi cementere en praksis uden at problematisere de rettighedsmæssige udfordringer eller de sundhedsmæssige risici, der er ved et irreversibelt operativt indgreb, som der ikke er nogen sundhedsmæssig grund til, siger Bjarne B. Christensen.

 

Læs hele høringssvaret her (pdf)

Læs Sex & Samfunds holdningspapir til drengeomskæring her

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!