13-05-2014

Stop brugen af hormonforstyrrende stoffer, der påvirker vores evne til at få børn

Infertilitet er blevet en folkesygdom. Sex & Samfund, Jordemoderforeningen, Dansk Fertilitetsselskab og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi opfordrer nu EU-parlamentarikerne til at stoppet brugen af kemikalier, der ødelægger vores evne til at få børn.

PRESSEMEDDELELSE

- Flere og flere undersøgelser peger på, at vi gennem eksponering for kemiske stoffer i miljøet påvirker vores reproduktionssystem i en grad, at det får konsekvenser for vores evne til at få børn. Infertilitet har nu et omfang, så det må karakteriseres som en folkesygdom.

Det siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen, formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, formand for Dansk Fertilitetsselskab, Søren Ziebe og formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Karen Reinhold Wøjdemann nu i en fælles erklæring.

Hver 4. mand får aldrig børn, hver 10. kvinde får enten ingen børn eller færre, end hun ønsker sig. Hvert 10. barn skal undfanges på fertilitetsklinikkerne. Undersøgelser har desuden vist, at hver 5. mand i Danmark nu har så lav en sædkvalitet, at hans chancer for at gøre sin partner gravid er påvirket.

Samtidig har forekomsten af testikelkræft været stigende. Men ikke kun mændene, men også kvinderne er ramt, viser rapporter om effekten af skadelige stoffer i miljøet på sygdomme hos kvinderne som f.eks. endometriose, muskelknuder i livmoderen og brystkræft.

- Ikke alle kemiske stoffer er skadelige, og langt fra alle skader skyldes kemi. Det er derfor vigtigt at få klarlagt, hvor der skal sættes ind, og det kræver både fokus og forskning, siger Bjarne B. Christensen, Lillian Bondo, Søren Ziebe og Karen Reinhold Wøjdemann.

Seneste initiativ er oprettelsen af et internationalt center i København, som skal arbejde med virkningerne af miljøskadelige stoffer hos mænd.

Omvendt dokumentationskrav
Kemiske stoffers påvirkning af vores reproduktionssystem er et helt særligt område. Ofte vil effekten først kunne ses, når vi begynder at skulle have børn i 30-års alderen.

- Måske skulle vi stille krav om omvendt dokumentation, således at kemiske stoffer ikke må anvendes, før det er sandsynliggjort, at de ikke har en negativ effekt på vores reproduktion. Frem for at vi - efter 30 års påvirkning - skal dokumentere, at de har en skadelig effekt.

På grund af forebyggelsesarbejdets særlige karakter kan området alene drives frem ved bevidste politiske valg. Det er derfor vigtigt, at der udvikles en strategi for reproduktionsområdet.

- Vi vil derfor opfordre samtlige kandidater til EU-parlamentsvalget om at arbejde non-stop for at afdække problemernes omfang og forbyde/erstatte de hormonforstyrrende stoffer, der påvirker vores evne til at få børn, siger Bjarne B. Christensen, Lillian Bondo, Søren Ziebe og Karen Reinhold Wøjdemann.

 

KONTAKT

Bjarne B. Christensen, generalsekretær Sex & Samfund, mobil 27 29 03 09

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, mobil 23 43 94 33

Søren Ziebe, formand for Dansk Fertilitetsselskab, mobil 22 15 99 51

Karen Reinhold Wøjdemann, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækolog, mobil 20 88 75 45

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!