Uge Sex handler om venskaber, relationer, grænser, identitet, følelser og for de ældste elever også seksualitet – faktorer, som har en enorm betydning for vores sundhed og trivsel.
27-01-2015

Uge Sex 2015: Vi er sammen om sundhed og trivsel

Over 359.000 børn og unge deltager i Sex & Samfunds hidtil største undervisningskampagne. Med Uge Sex 2015 følger Sex & Samfund op på undersøgelser, der dokumenterer mistrivsel hos danske børn og unge.

Hvad skal der til, for at vi kan trives og have det godt, og hvordan er man en god ven eller en god kæreste? Hvornår er jeg klar til sex, og hvad vil det sige at have ret til at bestemme over egen krop?

Det er spørgsmål, som over 359.000 elever fra 0.-10. klasser og ungdomsuddannelser hele landet kan komme til at arbejde med, når de i uge 6 deltager i Sex & Samfunds årlige sundheds- og seksualundervisningskampagne Uge Sex.

Læs også: Unge vil have forældre og venner på banen for at forebygge mistrivsel

Børn og unge mistrives
Med årets kampagne ønsker Sex & Samfund at følge op på de senere års store undersøgelser, der dokumenterer mis­trivsel hos danske børn og unge. Det sker med årets tema 'Sammen om sundhed og trivsel'.

- Vi lever i en tid med stort fokus på individuelle løsninger. Men sundhed, trivsel og livskvalitet er ikke kun et individuelt ansvar, det er vi sammen om. Derfor inviterer vi i år elever og deres undervisere til at arbejde med gode og fælles løsninger på sundhed og trivsel for os alle i klassen, skolen, lokalsamfundet og samfundet som helhed, siger pædagogisk fagmedarbejder i Sex & Samfund, Lone Smidt.

Skolernes yngste elever kan for eksempel arbejde med spørgsmålet 'Hvad kan vi gøre for, at alle i klassen har det godt?' For de ældre elever kan det handle om at udarbejde et forslag til en sundheds- og trivselspolitik på skolen.

- Tids- og alderssvarende sundheds- og seksualundervisning handler om meget andet end sexsygdomme og uønsket graviditet. Eleverne arbejder også med emner som relationer, grænser, identitet, følelser og seksualitet og med at skabe fælles­skaber med plads til mangfoldighed og anerkendelse i forhold til krop, køn og seksualitet. Det er faktorer, der har enorm betydning for vores sundhed og trivsel, siger Lone Smidt.

Forældreguide: Tal med dit barn om krop, følelser og grænser

Nu også til pædagogerne
Folkeskolereformen har givet skolerne en ny rolle, når det handler om arbejdet med at styrke børn og unges trivsel. Her bliver skolepædagogerne fremhævet, og derfor henvender Uge Sex sig nu også direkte til den faggruppe:

- Pædagoger kan noget helt særligt i forhold til at styrke børns indbyrdes relationer og arbejde målrettet med at udvikle børns kompetencer til at indgå i sociale fællesskaber. Vi ser en klar rolle for pædagogerne og opfordrer skolerne til at inddrage dem i forbindelse med sundheds- og seksualundervisningen, siger Lone Smidt.

Uge Sex tilpasses elevernes alder
Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse og på ungdomsuddannelser. Når lærere, skolepædagoger eller sundhedsplejersker har tilmeldt deres elever til Uge Sex, modtager de gratis undervisningsmateriale, der skal støtte i at tilrettelægge og gennemføre god og undervisning, der i emner og form passer til elevernes alder. 

- I de yngste klasser handler det om kroppen, følelser, grænser og familie, og hvad det vil sige at have det godt med sig selv og hinanden. Siden kommer emner som pubertet og kærester til, og i de ældste klasser handler det også om prævention, sexsygdomme, uønsket graviditet og seksualitet, siger Lone Smidt.

Obligatorisk undervisning i grundskole og på erhvervsskoler
Sundheds- og seksualundervisning er obligatorisk i 0.-9. klasse. Årets materialer til grundskolen tager udgangspunkt i Under­visningsministeriets nye mål for sundheds- og seksualundervisning, der træder i kraft fra næste skoleår.

På erhvervsskolerne bliver undervisning i sundhed og seksualitet fra næste skoleår en obligatorisk del af grundforløbets første del. Det kan mærkes i årets kampagne, fortæller pædagogisk fagmedarbejder, Morten Emmerik Wøldike:

- Uge Sex på erhvervsskolerne er tilrettelagt med udgangspunkt i de krav og rammer, som der fra næste år vil være til undervisningen. Det er dejligt at se, at mange erhvervsskoler allerede i år har taget fat på det nye og tilmeldt sig årets kampagne, siger han.

4323 unge fra landets erhvervsskoler deltager i Uge Sex i år mod 2620 sidste år.

Sex & Samfund anbefaler, at sundheds- og seksual­undervisning med den kommende gymnasiereform også bliver et obligatorisk emne på gymnasierne.

Uge Sex er alderssvarende undervisning

 

På alle klassetrin kan eleverne arbejde med emner som følelser, kønsroller, identitet, trivsel, rettigheder, sundhed og for de ældste vedkommende også seksualitet. Derudover tilpasses undervisningen elevernes alder:

  • I de yngste klasser handler det typisk om kroppen, grænser, køn, følelser og familie.
  • I 4. - 6. klasse handler det især om identitet, pubertet, køn, følelser, familier og medier.
  • I de ældste klasser handler det også om det spirende ungdoms- og seksualliv og om prævention, graviditet, sexsygdomme og seksualitet.
  • På ungdomsuddannelserne bygger undervisningen oven på grundskolens fx i forhold til seksualitet, køn, krop, porno, lyst, grænser, relationer, rettigheder, seksuelle overgreb, seksuel sundhed og trivsel.

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!