26-09-2012

Unge på Færøerne har også sex

Stor nordisk konference i Torshavn satte fokus på unge og seksualitet på Færøerne med indlæg fra blandt andet Sex & Samfunds formand og nationale chef.

Det hører ikke til hverdagskost, at Færøerne er værter for konferencer om unges seksualitet, men i forrige uge skete det. Med Nordisk Hus i Torshavn som den smukkest mulige ramme om arrangementet, blev der afholdt en stor nordisk konference under overskriften ”Ung og seksualitet på Færøerne”.

 

Den blev lidt af et tilløbsstykke med cirka 120 færøske lærere, sundhedsplejersker og beslutningstagere på deltagerlisten. De kunne blandt andet høre på indlæg fra Sex & Samfunds formand, Christian Graugaard, og organisationens nationale chef Marianne Lomholt.

 

Med udgangspunkt i danske unge fortalte Christian Graugaard om unge i en postmoderne tid præget af pornoficering og kropidealer, hvor mange leger med seksualiteten og kønsbegreberne.

Derefter fortalte Marianne Lomholt om Sex & Samfunds store årlige seksualundervisningskampagnen Uge Sex, som er blevet en stor succes i Danmark.

 

- Målet var dels at inspirere de færøske skoler til at melde sig til Uge Sex og dels at inspirere dem til at lave deres egen Uge Sex kampagne med udgangspunkt i færøske forhold, siger Marianne Lomholt.


Ifølge Sex & Samfunds nationale chef synliggjorde konferencen, at det at være ung og vokse op på Færøerne er anderledes i forhold til resten af Danmark. Mange bor således i ganske små lokalsamfund langt fra hinanden, hvor man bliver nødt til at rejse for at blive uddannet.

 

- Folk på Færøerne står også over for andre udfordringer på LGBT-området. Traditionelt søger homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner jo til større byer med større LGBT-miljøer. Men den største by på Færøerne er Torshavn med små 20.000 indbyggere, så derfor er det ekstra vigtigt, at der er fokus på rettigheder i seksualundervisningen. Og så er der jo også det særlige, at abort er forbudt på Færøerne, med mindre man er blevet gravid efter en voldtægt, fortæller Marianne Lomholt.


Hos Sex & Samfund mener man, at konferencen var et stort skridt i retning mod at sætte mere fokus på området.

 

- Vi var meget stolte og glade for at være med. Dels var det rart at fortælle om vores arbejde, dels fik vi knyttet en masse værdifulde bånd og kontakter til nøglepersoner inden for det forebyggende arbejde på Færøerne, slutter Marianne Lomholt.

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?

 
 

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!