Seksualundervisning a la Uge Sex

 

God og alderssvarende sundheds- og seksualundervisning handler om meget mere end prævention, sexsygdomme og uønsket graviditet. Undervisningen styrker elevernes evne og motivation til at handle og træffe gode på hverdagens mange dilemmaer og udfordringer i forhold til krop, køn og seksualitet.

Hvordan er man en god kæreste, er det ok at sende nøgenbilleder videre på telefonen, er det ok at sige nej til at få et kram af andre? Børn og unge oplever i deres hverdag en lang række dilemmaer og udfordringer i forhold til krop, køn, trivsel, seksualitet og rettigheder.

Evnen til at kunne håndtere de udfordringer og dilemmaer - og dermed at kunne passe godt på sig selv og hinanden - har en afgørende betydning for børn og unges sundhed, trivsel og evne til at indgå i stærke relationer.

Med udgangspunkt i autentiske og alderssvarende cases og dilemmaer åbner Uge Sex-undervisningsmaterialerne op for, at børn og unge reflekterer over og diskuterer udfordringer, dilemmaer og især forskellige handlemuligheder.

Eksempler på cases og dilemmaer i Uge Sex-undervisningsmaterialer

Til elever i 0.-3. klasse:
Christians mor tager tit billeder af Christian og lægger dem på sin Facebook-profil uden at spørge Christian om lov. Christian kan ikke lide, når hans mors venner er på besøg, og de snakker om billederne af ham. Hvad skal Christian gøre?

1.    Christian skal sige til sin mor, at han ikke kan lide, at hun tager billeder af hm og lægger dem på sin Facebook-profil

2.    Christian skal gå, når hans mor og hendes venner snakker om billederne

3.    Bestem selv, hvad Christian skal gøre

Til elever i 4.-6. klasse:
Ana er meget forelsket i en, som hun kender fra den vej, hun bor på. Hendes venner driller hende med, at hun ikke gør noget ved det og kalder hende ’barnlig’. Hvad skal hun gøre?

1.    Droppe vennerne

2.    Gøre noget ved det, så hun måske kan blive kæreste med personen

3.    Tale med vennerne om, at de ikke skal drille hende

4.    Noget andet – hvad kunne det være?

Til elever i 4.-6. klasse:
I Kristians klasse er der nogle gange en ret hård tone. Kristian er selv en af dem, der godt kan være ret strid. Der er flere, der synes, at han er irriterende. Forleden var der nogen, der havde lavet en side på Facebook, der hedder ”for alle dem der synes Kristian H er en nar”. Hvad skal Kristian gøre?

Til elever i 7.-9. klasse:
I Simons klasse er der en gruppe piger, som kysser ham og tager ham på ballerne, hver gang de møder ham. Simon synes, at det er vildt ubehageligt – særligt fordi det sker, når han mindst venter det. Pigerne og de andre i klassen griner bare og synes, at det er sjovt, men Simon kan ikke lide det. Hvad skal Simon gøre?

1.    Prøve at undgå pigerne mest muligt

2.    Sige til pigerne direkte, at de skal stoppe, fordi han ikke vil havde det

3.    Finde sig i det, for pigerne er ret populære

4.    Andre muligheder

Til elever i 7.-9. klasse
Hej Brevkasse
I sidste uge var der to fra klassen, der tog et billede af mig, da jeg var ved at klæde om i idræt. De har sendt billedet til mig og spurgt hvad jeg vil give for, at de ikke sender det videre. De har også spurgt nogen i klassen, hvad de vil give for at få en kopi. Jeg tror ikke de har vist billedet til nogen eller sendt det videre, men jeg synes, det er vildt ubehageligt, at de har billedet og at jeg ikke ved om de kan finde på at sende det videre.  Selvom de bare griner og laver sjov så er det altså heller ikke så fedt, at de truer. Jeg tør ikke rigtig tale med mine lærere om det, fordi jeg er bange for at de sender billedet videre, hvis jeg sladrer. Hvad skal jeg gøre?

Til elever på erhvervsuddannelserne:
Opgaven ’Diskrimination på jobbet’ er fra et undervisningsforløb til elever på erhvervsuddannelserne i fagene ’Samfund og sundhed’ og ’Arbejdspladskultur’ på grundforløbets 1. del. Det kan også anvendes i andre fag faglige rammer.

I opgaven ser eleverne en eller flere af filmene ”På kontoret”, ”På byggepladsen” og ”I børnehaven” alt efter klassens fagretning. Filmene bruges til en klassesamtale om, hvad mobning og diskrimination er, og hvad kan man gøre for at forebygge diskrimination i forhold til køn og seksualitet og kønnet eller seksualiseret mobning. I sidste del af opgaven arbejder eleverne i grupper med at formidle deres indsamlede viden om, hvad diskrimination er, og hvordan der diskrimineres i forhold til køn og seksualitet på arbejdspladser.

Til elever på gymnasierne:
Opgaven ’Sociologiske perspektiver på samtykke online/offline’ er fra undervisningsforløbet ’Krop, identitet og ligestilling på nettet’, som er målrettet samfundsfag på gymnasier. I opgaven arbejder eleverne med begrebet ’samtykke’ i forbindelse med billedbaserede medier og unges seksuelle møder.

Opgaven tager afsæt i en case med den danske debattør Emma Holten, der som 17-årig blev udsat for, at hendes mail blev hacket, og hendes private oplysninger og billeder blev delt ufrivilligt på nettet. Eleverne diskuterer samtykkebegrebets betydning og relevans i det senmoderne samfund set ud fra sociologiske perspektiver hos teoretikerne Zygmunt Bauman og Michel Foucault. 

Pressekontakt

Jane Kofod
Telefon: 35 20 91 25
Mobil: 29 71 42 22
Mail: jk@sexogsamfund.dk