Om Sex & Samfund
 

Som privat medlemsorganisation spiller Sex & Samfund rollen som vagthund omkring seksuelle rettigheder. For selv om der både er fri abort og obligatorisk seksualundervisning i Danmark, er disse rettigheder ikke kommet af sig selv, og de bliver konstant sat under pres.

Da Sex & Samfund så dagens lys i 1956 – under navnet 'Foreningen for familieplanlægning' – var det arbejdet for at forebygge uønsket graviditet, abortspørgsmålet, obligatorisk seksualundervisning i folkeskolerne og oplysning om prævention, der stod øverst på dagsordenen.

I dag har danske kvinder for længst fået adgang til abort (1973) og seksualundervisningen er blevet et obligatorisk fag i folkeskolen (1970), men der er fortsat masser af kampe at kæmpe herhjemme. Alt for mange unge smittes stadig med sexsygdomme eller bliver uønsket gravide, alt for mange diskrimineres fortsat på grund af deres køn og seksualitet, og selv om seksualundervisningen er blevet obligatorisk, er den langt fra optimal på de fleste skoler. En undersøgelse, som Sex & Samfund gennemførte i 2005 viste således, at kun hver 10. lærer var tilfreds med seksualundervisningen.

Dertil kommer - og det er måske i virkeligheden det største problem - at Danmark stadig bruger alt for få penge på forebyggelse inden for seksuel sundhed, og de få midler, der er på området, bliver ikke udvidet, men derimod beskåret yderligere. Det er ikke blot et menneskeligt problem for de mange, der rammes af sexsygdomme og uønskede graviditeter, det er også et samfundsøkonomisk problem, da følgerne af manglende seksuel sundhed hvert år koster det danske samfund et trecifret millionbeløb - mange gange mere, end vi investerer på området.

Arbejder også internationalt
Også internationalt spiller Sex & Samfund en voksende og markant rolle som vagthunden, der kæmper for, at sundhed og rettigheder i forbindelse med sex, graviditet, fødsel og abort bliver placeret højt på den politiske dagsorden. Og for, at trufne beslutninger føres ud i livet og ikke bare forbliver flotte ord på et stykke papir, der tages frem ved højtidelige lejligheder.

Et eksempel er kampen mod mødredødelighed. Alt for mange kvinder dør fortsat i udviklingslandene som følge af fødsler og aborter. De dør, fordi der ikke er læger, jordemødre eller sygeplejersker til rådighed, eller fordi de mangler noget så simpelt som moderne præventionsmidler, der kan forebygge graviditet og sexsygdomme.

Sex & Samfund har i dag internationale udviklingsprojekter i Indien, Vietnam og Uganda lige som vi er med i regionale udviklingsprojekter i Sydøstasien og Østafrika. I 2011 gik sex & Samfunds internationale arbejde ind i en ny fase, da organisationen blev godkendt som såkaldt programorganisation.

Vores mål
Både nationalt og internationalt har Sex & Samfund en række mål:

  • Vi ønsker at sikre retten til reproduktiv sundhed og seksualoplysning som en menneskeret uanset alder, køn, religion, ægteskabelig og social status.
  • Vi ønsker at bidrage til at skabe de bedst mulige fysiske, psykiske og sociale vilkår for den enkeltes reproduktion, seksuelle trivsel og selvbestemmelsesret.
  • Vi mener, at åbenhed og viden om seksualitet er afgørende for det enkelte menneskes livskvalitet, og derfor arbejder vi for at udbrede information, åbenhed og tolerance om sex og samlivsspørgsmål.
  • Vi ser adgang til sikre præventionsmidler og viden og god vejledning som fundamentale for menneskers ret til selv at bestemme over egen krop og kvinders ret til at vælge, om og hvornår de ønsker at få børn.
  • Vi ønsker frem for alt, at alle skal have et dejligt og trygt og positivt sexliv uden angst for sygdom og uønsket graviditet, uden diskrimination og uden at få sine grænser overskredet.

Ikke-kommerciel NGO
Sex & Samfund er en ikke-kommerciel forening (NGO) uden religiøs eller partipolitisk tilknytning. Vi samarbejder med andre foreninger og organisationer, der arbejder for beslægtede mål, og har siden etableringen i 1956 været medlemmer af verdens førende familieplanlægningsorganisation, International Planned Parenthood Federation (IPPF).

Antikorruptionspolitik

Du kan downloade antikorruptionspolitikken på dansk her.

Og på engelsk her.

 

Få vores nyhedsbrev

Vi arbejder nationalt og internationalt med seksuel sundhed, rettigheder, trivsel, ønskebørn og forebyggelse.

Vil du have vores nyhedsbrev?