Det mener Sex & Samfund om:

 

Køb og salg af seksuelle ydelser

 

  • Retten til egen krop: Sex & Samfund anerkender den enkeltes ret til – under ansvar – at bestemme over sin egen krop og seksualitet. I udgangspunktet bør det derfor være den enkeltes suveræne beslutning, om vedkommende ønsker at sælge seksuelle ydelser.
     
  • Modarbejde tabuisering og stigmatisering: Sex & Samfund anbefaler, at tabuisering og stigmatisering modarbejdes bl.a. gennem en styrket empirisk forsknings- og oplysningsindsats. Sex & Samfund anbefaler desuden, at sexarbejderne i højere grad inddrages aktivt i diskussionen om deres verden og hverdag.
     
  • Trafficking: Sex & Samfund anerkender, at der for nogle sexarbejderes vedkommende ikke er tale om reel frivillighed, idet de kan være presset til arbejdet p.g.a. ’trafficking’, social nød eller for at vedlige­holde et stofforbrug. Der bør af samme grund arbejdes politisk, politi­mæssigt og socialt for at dæmme op for tvang og for at støtte og beskytte udsatte sexarbejdere.
     
  • Hjælpe- og støtteindsats: Sex & Samfund anbefaler en mangestrenget, ikke-moraliserende hjælpe- og støtte­indsats over for sexarbejdere – herunder vejledning og støttemuligheder for de, som ønsker at forlade erhvervet.
     
  • Legalt erhverv: Sex & Samfund finder det rimeligt, at sexarbejde opfattes og behandles på lige fod med andre legale erhverv. Det indebærer blandt andet mulighed for organisering i fagforbund og medlemskab af A-kasse. Det bør undersøges, hvordan dette kan gennemføres i praksis under hensyntagen til de særlige forhold på området.
     
  • Rummelighed: Sex & Samfund anerkender, at nogle menneskers (herunder en mindre gruppe af mennesker med funktionsnedsættelser) livsglæde øges markant ved muligheden for køb af seksuelle ydelser. Sex & Samfund arbejder derfor for et samfund, som er rummeligt og anerkendende over for alle menneskers lyster og behov, så længe de ikke udleves på bekostning af andre.

 

Sex & Samfunds holdningspapir

 

Sex & Samfund arbejder for en verden, ”hvor retten til selvstændige valg respekteres  fuldt ud”, og vi søger gennem vores aktiviteter at styrke ”den enkeltes mulighed for at  træffe frie og informerede valg”. Foreningens faglige tyngdepunkt er seksuelle og  reproduktive rettigheder, og rettigheds­perspektivet er bærende i vores argumentation – også når det gælder sexarbejde. [1]

’Prostitutionsområdet’ er imidlertid vanskeligt at  forholde sig entydigt til, fordi det omfatter et større spektrum af problemstillinger og  involverer talrige, forskelligartede aktører. Desuden er det langt fra indlysende hvis  og hvilke rettigheder, som bør veje tungest, og hvilke hensyn, der i øvrigt bør tillægges værdi.

Endelig savner området generelt videnskabelig dokumentation, og det er derfor  vanskeligt at udtale sig med sikkerhed om udbredelsen af salg af seksuelle ydelser, forskellige former samt konsekvenserne for kvindelige, mandlige og transkønnede sexarbejdere, kunder og samfund.

Fire centrale spørgsmål:

  1. Har sexkunder ret til at købe seksuelle ydelser?
  2. Har sexarbejdere ret til at sælge seksuelle ydelser?
  3. Tager sexarbejdere skade af deres arbejde, og arbejder de under tvang?
  4. Er kriminalisering af sexkøb og -salg en hensigtsmæssig måde at hjælpe udsatte sexarbejdere på?

I forlængelse af Sex & Samfunds mål og visioner giver de fire spørgsmål anledning til følgende refleksioner:

Er det en rettighed at købe seksuelle ydelser?

Nej. Ifølge gængse konventioner er ingen rettigheder absolutte, men må altid afvejes mod gældende jura samt – ikke mindst – mod hensynet til andre menneskers selvbestemmelse og integritet. Det giver derfor ikke mening at sige, at individer eller befolkningsgrupper har absolut ret til sex endsige absolut ret til køb af seksuelle ydelser.

Har sexarbejdere ret til at sælge seksuelle ydelser?

Ja. I udgangspunktet kæmper Sex & Samfund for det enkelte menneskes uindskrænkede ret til – under ansvar – at træffe selvstændige og informerede seksuelle og reproduktive valg. I denne sammenhæng kan moralsk-normative synspunkter (fx om at sexarbejde er til skade for samfunds­moralen, at det er en ’sekundavare’ eller et udtryk for et forkvaklet menneske- og seksualitetssyn) ikke tillægges nogen vægt. Det afgørende i et rettighedsperspektiv er respekten for den enkeltes selvbestemmelse, udfoldelsesmuligheder og integritet, og staten tillader da også generelt sine borgere – under ansvar – at forvalte deres liv, som de vil, uanset at visse typer livsførelse og erhverv utvivlsomt indebærer risici for nedslidning, sygdom og død. Den personlige frihed og det informerede valg vejer her tungest.

Tager sexarbejdere skade af deres arbejde, og arbejder de under tvang?   

Ikke nødvendigvis. Der eksisterer hverken dansk eller international dokumentation for generelle skade­virkninger af at arbejde med salg af seksuelle ydelser, og det forekommer sandsynligt, at omstændighederne omkring arbejdet (fx den sociale kontekst, eksistensen af alternative handle­muligheder, graden af tryghed, selvbestemmelse, livsmod, respekt mv.) er afgørende for konsekvenserne af den enkelte sexarbejders erfaringer. Derimod fremhæves det i international forskning, at stigmatisering af er en af de største udfordringer for sexarbejdere.

Hvad angår tvang, findes der en mindre gruppe af udenlandske sexarbejdere, der arbejder i Danmark som følge af ’trafficking’. [2] Desuden findes der en gruppe sexarbejdere på gadeplan, som primært sælger sex for at finansiere et ulovligt stofforbrug. For begge disse grupper er der næppe tale om reel frivillighed, men snarere om forskellige former for pres. Antallet af sådanne udsatte sexarbejdere er vanskeligt at fastslå nøjagtigt, men foreliggende data tyder på, at deres antal er beskedent i forhold til den samlede gruppe.

Er kriminalisering af sexkøb og -salg en hensigtsmæssig måde at hjælpe udsatte sexarbejdere på?

Næppe. Der er intet belæg for, at forbud mod køb og/eller salg af seksuelle ydelser vil lægge en markant dæmper på hverken udbud eller efterspørgsel. I lande, hvor salg eller køb af sex er forbudt, udbydes seksuelle ydelser alligevel, og de svenske og norske erfaringer med sexkøbs­forbud er langt fra entydige – nogle hævder endog, at forholdene for sexarbejdere i Sverige og Norge er blevet hårdere og mere risikable for sexarbejderne selv, fordi de nu er henvist til at færdes ’under jorden’ og dermed uden mulighed for offentlig hjælp og beskyttelse. Desuden er der ikke valid evidens for, at udbredelsen og omfanget af sexarbejdere generelt er faldet som følge af sexkøbsforbuddene (Skilbrei og Holmström 2013). [3]

Selv hvis man mener, at staten gennem lovtiltag må begrænse de velfungerende sexarbejderes rettigheder af hensyn til deres dårligere stillede kolleger, er det således langt fra givet, at et forbud er den mest hensigts­mæssige vej. Og der er endda en reel risiko for, at man gennem en sådan kriminalisering vil forværre udsatte sexarbejderes situation og vanskeliggøre deres mulighed for at modtage relevante sundhedsydelser, herunder rådgivning og oplysning samt testning for og behandling af sexsygdomme. Hertil kommer den mere generelle stigmatisering, udstødning og negative særbehandling af sexarbejdere, som en kriminalisering kan frygtes at medføre.

Sex & Samfunds holdningspapir er vedtaget af
Sex & Samfunds bestyrelse pr. september 2014.

 

Bogmærker: 

[1] Vi anvender betegnelsen ’sexarbejdere’ for mænd, kvinder og transpersoner, der vælger at sælge sex for penge eller andre materielle goder. Betegnelsen ’sexarbejder’ udspringer af et rettighedsperspektiv (modsat betegnelsen prostitueret), hvor udvekslingen også betragtes som et arbejde og påkalder sig en nuanceret og fordomsfri tilgang.

[2] Begrebet ’trafficking’ er ikke entydigt, hvorfor vi i Sex & Samfund forholder os nuanceret til problematikken omkring migranter, der sælger sex i Danmark og i det hele taget til spørgsmålet om hvorvidt og i hvilket omfang, der er tale om handlede mennesker under tvang (jf. Plambech 2014; Skilbrei og Holmström 2013).

[3] Det skal her nævnes, at den norske evaluering af sexkøbsloven ’Evaluering av forbudet mot kjøb av seksuelle tjenester’ af Ingeborg Rasmussen et. al (2014) er blevet stærkt kritiseret af flere forskere for at mangle videnskabelig evidens og datagrundlag for at konkludere, at kriminaliseringen af sexkunder har medført et fald i sexarbejdere eller endsige hjulpet sexarbejdernes arbejdsvilkår (se f.eks. Tyldum 2014 www.aftenposten.no/meninger/debatt/Antagelser-om-sexkjopsloven-7677452.html).