Internationalt arbejde

 

Sex & Samfunds mål er, at alle får viden til og mulighed for selv at være i kontrol over deres liv, deres krop, deres seksualitet og hvornår de ønsker at få børn.

Det kræver blandt andet, at de får viden om og adgang til prævention og seksualundervisning. Det kræver, at seksuelle minoriteter og alternative kønsidentiteter ikke bliver diskrimineret af hverken stater eller medborgere. Det kræver, at piger og kvinder ikke dør af at være gravide eller at føde.

Med andre ord arbejder Sex & Samfund for, at alle får opfyldt deres seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder (SRSR).

Det er der nemlig hårdt brug for:

  • I dag har 225 mio. kvinder ikke adgang til den prævention, de ønsker for at undgå at blive gravide.
  • Næsten 800 kvinder dør hver dag i forbindelse med graviditet – langt de fleste i udviklingslande.
  • I mere end 70 lande er det ulovligt at udføre homoseksuelle akter – i 9 lande kan det give dødsstraf.
  • Den førende dødsårsag for teenage-piger i udviklingslande er ikke krig, sult eller aids. Det er komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel.
  • Vi står over for verdens største ungdomsgeneration på 1,8 mia. unge, som har brug for viden om deres krop og seksualitet.
  • Kvinder, der ikke har adgang til prævention, får typisk mellem 2 og 3 børn flere end de ønsker, hvilket slider på familiens og naturens ressourcer. På den måde er seksuelle og reproduktive rettigheder centrale for at opnå en miljømæssig bæredygtig og klimatilpasset udvikling.

 

Det nytter

Den gode nyhed er, at det nytter at gøre noget. Stort set al mødredødelighed kan undgås (som vi kender herhjemmefra). Og indsatserne på verdensplan virker: mødredødeligheden er faldet med 47 procent siden 1990. Så vi er på vej i den rigtige retning. Men der er meget mere at gøre, og vi vil gerne have, at det går hurtigere.

Mere end 40 procent af alle graviditeter er uønskede og med adgang til den ønskede prævention til alle, kunne 55 mio. uønskede graviditeter undgås. Det vil sikre både at færre piger og kvinder dør i barselssengen men også, at der vil blive født færre børn, som bruger af jordens ressourcer. En lavere befolkningstilvækst vil kunne stå for mellem 16 og 29 procent af de ønskede emissions reduceringer inden 2050 for at undgå klimaændringer.

 

Lokale partnere

Sex & Samfunds internationale arbejde bliver gennemført i tæt samarbejde med lokale partnerorganisationer, der har specifikt kendskab til de områder, hvor indsatserne bliver gennemført. Vores input til samarbejdet med partnerne er at dele den viden, så de hele tiden vokser som organisationer både i forhold til viden og organisatorisk kapacitet.  På den måde bliver både de personer, vi er med til at gøre stærkere, og de organisationer vi samarbejder med, bedre i stand til selv at fortsætte vejen mod uafhængighed og selvstændighed.

Vi er med til at forbedre tilværelsen for unge piger og kvinder ved at de gennem vores partnere får adgang til de nødvendige services og ved at vores partnere arbejder for at styrke de seksuelle og reproduktive services i det lokale sundhedsvæsen. Det øger befolkningens livsvilkår.

Vores tilgang til arbejdet er rettighedsbaseret. Det vil sige, at vi arbejder for at forbedre kvinders, mænds og unges viden om de rettigheder, de har inden for det reproduktive og seksuelle felt, så de selv kan søge at få opfyldt dise rettigheder.

Vi arbejder politisk både i Danmark og internationalt for at fremme rettigheder inden for seksuel og reproduktiv sundhed. Vi deltager en række alliancer, partnerskaber og samarbejder, der indenfor hvert sit felt maksimerer udbyttet af vores fælles indsatser.

Tematisk fokuserer vi på fire områder i vores arbejde:

  1. Kvinders reproduktive sundhed og rettigheder
  2. Sammenhængen mellem SRSR og bæredygtig udvikling
  3. Unges seksuelle rettigheder
  4. LGBT-rettigheder og sundhed for LGBT-personer

Du kan læse mere om de fire områder under de tilhørende menupunkter.

Læs om vores tidligere projekter her.

Vidste du at...

Hvert år får omkring 20 millioner kvinder foretaget en usikker abort – mindst en fjerdedel af dem er unge piger mellem 15 og 19 år. (Guttmacher Institute og Sign of Life)

Knapt 1.000 teenagere og kvinder dør hver dag i forbindelse med graviditet eller fødsel. (Sign of Life)

99 procent af alle dødsfald i forbindelse med graviditet eller fødsel sker i udviklingslande. (Guttmacher Institute rapport)

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!