Tidligere projekter

 

Hiv-oplysning i Uganda 2005-2013
Projektet i Mbarara i Uganda handlede dels om at oplyse de unge om hiv og tilskynde dem til at tage en hiv-test og dels om at påvirke de lokale beslutningstagere til at tænke de unge løsarbejders problemer ind i deres planlægning og budgetter. Sex & Samfunds lokale samarbejdspartner RHU uddannede unge til rollemodeller, der fortalte de unge løsarbejdere om hiv, og hvordan det smitter.

Som en vigtig del af projektet tilbød sundhedsklinikken i Mbarara, der ligger lige ved siden af det lokale ungdomscenter, anonyme hiv-tests. For at få fat i de unge, der ikke besøger klinikken eller ungdomscenteret tog medarbejderne fra RHU sammen med de unge rollemodeller ud i lokalområderne for at give information. Opførsel af dramastykker blev brugt til at tiltrække de unge, ligesom uddeling af gratis kondomer og tilbud om gratis hiv-tests.

Man kan læse evalueringsrapporten for vores samarbejde med RHU her.

 

Seksualundervisning i Vietnam, 2003-2013
Sex & Samfund samarbejdede med den vietnamesiske partnerorganisation, CGFED, om at give information og undervisning til de unge vietnamesere om uønskede graviditeter, retten til abort og bekæmpelse af seksuelle overgreb. Det var en vigtig del af projektet at inddrage forældrene for at sikre, at de bakkede op om seksualundervisningen til de unge.

Som en del af projektet var der oprettet otte klubber i de fire landområder, der afholdte informationsmøder om forskellige emner for seksuel og reproduktiv sundhed. Møderne blev afholdt særskilt for unge og forældre. Ved hver klub var der oprettet et bibliotek med bøger og anden materiale om seksualitet og forebyggelse, hvor lokalbefolkningen kunne søge viden.

Man kan læse evalueringsrapporten for vores samarbejde med CGFED her.

 

Unges rettigheder i Indien, 2007-2011
Femårigt projekt, der fokuserede på at få indført en ungepolitik i Indiens nordlige delstat, Uttar Pradesh, og hjælpe unge mennesker til at kende og kræve deres rettigheder i forhold til seksualitet, graviditet og fødsel.
Projektet har givet de unge mulighed for at udtrykke deres ønsker i forhold til seksuelle og reproduktive rettigheder over for politikere og beslutningstagere. Det har blandt andet betydet, at de unge har været med til at formulere en ungepolitik, de nu kæmper for at få vedtaget i parlamentet.

Projektet foregik i samarbejde med den indiske organisation Sahayog. Projektet blev finansieret af Minipuljen.

Man kan læse evalueringsrapporten for vores samarbejde med Sahayog her.

 

Kvinders sundhed og rettigheder i Asien, 2003-2010
Projektets målgruppe var marginaliserede kvinder i Bangladesh, Nepal, Indien og Pakistan og havde til formål at forbedre politikker og sundhedsydelser inden for seksuel og reproduktiv sundhed i de fire lande. Projektet opbyggede og forbedrede partnerskabet mellem forskellige civilsamfundsorganisationer, der sammen kunne tale for kvindernes rettigheder både lokalt, nationalt og regionalt.

Projektet foregik i samarbejde med den malaysiske organisation, ARROW. Projektet blev finansieret af Danida.

 

Kvinders stemme i Indien, 2003-2004

Projektet ”Kvinders stemme” har oplyst fattige kvinder i Indien om deres rettigheder og rustet græsrodsorganisationer til at være talerør for kvinders ret til en sund og sikker graviditet og deres ret til selv at planlægge, hvornår og med hvem de ønsker at få børn. Partnerorganisationen Sahayog er blevet styrket i at kunne dokumentere overtrædelser af FN’s kvindekonvention over for den indiske stat.

Projektet foregik i samarbejde med den indiske organisation, Sahayog. Projektet blev finansieret af Mini-puljen.


Seksualoplysning i Vietnam via radio, 2001 - 2003
Sammen med Vietnam Youth Union gennmførte Sex & Samfund et træningsprogram for vietnamesiske rådgivere, der arbejder med seksualoplysning til unge via det populære radioprogram ”Window of Love”. Projektet klædte rådgiverne på til at formidle og håndtere tabubelagte emner og besvare spørgsmål fra lytterne. 

Projektet foregik i samarbejde med Vietnam Youth Union. Projektet blev finansieret af den danske ambassade i Vietnam.


Kvinders sundhed og rettigheder I Asien, 1999-2002
Et regionalt projekt i Asien, der har til formål at støtte og styrke de lokale kvindeorganisationer i deres arbejde for at fremme kvinders reproduktive sundhed og rettigheder og sørge for at de nationale regeringer overholder de løfter, der blev givet på området ved FN-konferencerne i Cairo og Beijing.De lokale organisationer har blandt andet fået oprettet et dokumentationscenter.  

Projektet foregik i samarbejde med ARROW og seks nationale kvindeorganisationer i Indien, Pakistan, Vietnam og Filippinerne. Projektet blev finansieret af Danida.


Unge kvinders rettigheder i Filippinerne, 1999-2001
Formålet var at øge unge filippinske kvinders viden om seksuelle og reproduktive rettigheder og gøre dem i stand til selv at advokere for de rettigheder. Projektet blev gennemført i otte fattige landdistrikter på Filippinernes hovedø, Luzon.
Projektet har gennem workshops og seminarer givet 360 unge kvinder og mænd viden om blandt andet prævention og sexsygdomme og gjort dem i stand til at være rådgivere over for venner og familiemedlemmer.

Projektet foregik i samarbejde med den lokale filippinske organisation, Support Service Institute for Women. Projektet blev finansieret af Danida.

 

Mød en frivillig!

Mød en frivillig!

Vidste du at...

Det internationale arbejde i Sex & Samfund årligt udgør et to-cifret millionbeløb, og at det cirka er halvdelen af foreningens samlede budget.