Prævention

 

En vigtig del af et godt sexliv er retten til at bruge prævention, så man undgår uønskede graviditeter og sexsygdomme. Men for at kunne det er det nødvendigt at have den nødvendige viden om de forskellige præventionsformer. Sex & Samfund informerer om prævention både i vores undervisning og i vores rådgivning.


 

Præventionsguide.dk

Præventionsguide.dk er Sex & Samfunds hjemmeside om prævention. Her er oplysninger til fagfolk og sundhedspersonale, der arbejder med prævention og til alle andre, der søger information om prævention. Sammen med hjemmesiderne Abortnet.dk og Sexsygdomme.dk udgør den Danmarks største videnscenter om abort, sexsygdomme og prævention.

 Præventionsguide.dk 


 Præventions- og Rådgivningsklinik

Sex & Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik er et tilbud til alle borgere i Region Hovedstaden.  Her kan du få rådgivning om prævention, nødprævention, sexsygdomme, graviditet, abort og andre seksuelle spørgsmål. Du kan også få foretaget gynækologisk undersøgelse, få lagt spiral eller p-stav, få p-piller eller p-ring og blive testet for sexsygdomme m.m. Desuden kan mænd blive testet for klamydia med urintest. Klinikken er åben mandag, tirsdag og torsdag 16-19.00. Bestil tid på tlf. 33 13 91 13.

 Præventionsklinikken.dk

 

Vi mener...

  • Enhver har ret til selv at beslutte, om de vil benytte prævention eller ej - og hvilken prævention de vil benytte.
  • Alle skal sikres adgang til kvalificeret information omkring prævention.
  • Alle skal sikres adgang til sikre og tilstrækkelige præventionsmidler.
  • Afholdenhed som præventionsform er ikke tilstrækkeligt. Dels fordi mange allerede ér seksuelt aktive, dels fordi bl.a. mange kvinder i udviklingslandene ikke selv bestemmer over deres seksualitet.
  • Man kan ikke have moralske kampagner om, hvornår man skal have sex og samtidig klæde de unge på til at have sikker sex, når de bliver seksuelt aktive.

Vidste du at...

...kondomer er det eneste præventionsmiddel, der beskytter mod både uønsket graviditet og sexsygdomme.

Vidste du at...

...der mange steder i verden er stor mangel på præventionsmidler. F.eks. har afrikanske mænd i gennemsnit kun 5 kondomer om året til deres rådighed.