English  Udskriv  Sideoversigt  Føj denne side til foretrukne Udvid  
www.sexogsamfund.dk » Sexsygdomme.dk » Sexsygdomme » Sexsygdomme generelt » Kønsvorter og HPV

 

Kønsvorter (kondylomer) og HPV
 
 

Hvad er kønsvorter?

Kønsvorter er små vorter, der sidder på kønsdelene. Det er en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark. Kønsvorterne skyldes smitte med et virus, der kaldes Human Papilloma Virus (HPV). HPV findes i over 120 forskellige undertyper. Nogle typer forårsager vorter på hænder og fødder, nogle forårsager kønsvorter og andre typer er årsag til livmoderhalskræft. Ofte er det HPV type 6 og HPV type 11, som bliver overført ved samleje, og det er disse typer, der giver kønsvorter. Disse typer øger ikke risikoen for livmoderhalskræft.

 

Hvordan smitter kønsvorter?

Kønsvorter smitter ved samleje i skede og endetarm eller ved tæt kontakt mellem kønsdelene. Kønsvorter smitter kun meget sjældent ved oralsex. Kondom beskytter delvist mod smitte, hvis vorterne er dækket af kondomet, men HPV-virus kan godt sidde der, hvor kondomet ikke dækker. Man kan smitte sig selv med vorterne flere steder på kroppen, hvis man ikke er forsigtig. Intimbarbering kan også sprede virusset på den enkelte. Risikoen for at blive smittet med kønsvorter stiger, hvis man har haft mange seksualpartnere, og især hvis man har dyrket usikker sex uden brug af kondom.  

 

Hvad er symptomerne på kønsvorter?

Synlige vorter (knopper) som sidder enkeltvis eller i grupper. På slimhinder er kønsvorter ofte fugtige og ”blomkåls-agtige”, mens de på tør hud er mere faste. Der kommer i sjældne tilfælde kløe, smerter og blødninger fra kønsvorterne.
 
Kvinder: Vorterne sidder som regel mellem kønslæberne, ved skedeåbningen, ved mellemkødet, på klitoris, i/omkring endetarmen, i skeden eller på livmoderhalsen.
 
Mænd: Vorterne sidder som regel under forhuden, på penishovedet, ved mellemkødet, i/omkring urinrøret og endetarmen.
 
Fra man er blevet smittet med kønsvorter, til der kommer symptomer, går der fra tre uger til otte måneder, dog typisk 2-3 måneder.
 

Hvordan testes og behandles kønsvorter?

Testen er visuel, hvilket vil sige, at der skal være synlige vorter, for at man kan sige, at en person har kønsvorter. Dog kan kønsvorter nogle steder være sværere at se, som f.eks. i skeden. Hvis lægen er i tvivl, kan han/hun tage en prøve med en fugtigt vatpind og sende den til analyse, hvor man kan se, hvilken HPV type, der eventuelt er tale om. Behandling kan ske ved, at man selv smører med et middel, der hæmmer virus. Ved genstridige tilfælde kan lægen pensle kønsvorterne, fryse dem, klippe dem af eller bruge laser, som fordamper kønsvorterne.  

Behandling virker på de synlige kønsvorter, men fjerner ikke virusset. Så selvom man er i behandling, kan man smitte andre. Omkring 20-30 % får gentagende udbrud af kønsvorter.

 

Hvad er følgerne af kønsvorter?

Der behøver ikke være nogen følger af at have haft kønsvorter. Behandling af kønsvorter kan derimod have bivirkninger. Mange slipper af med virusset igen af sig selv, måske helt op til omkring 90 %. Men man ved ikke om de slipper helt af med det eller om det måske ligger i hudens cellelag uden at kunne opdages.

Man kan godt blive smittet med den samme HPV type igen, man allerede har været smittet med, fordi dannelsen af antistoffer mod HPV i kroppen er lav og antistofferne ikke beskytter i så høj grad mod gensmitte, som man tidligere troede. Man kan også godt blive smittet med en ny type.

Vaccination med den firdobbelte hpv-vaccine beskytter mod HPV typerne 6, 11, 16 og 18 og dermed også mod de fleste kønsvorter. Den dobbelte vaccine beskytter ikke mod kønsvorter.

HPV typerne 6 og 11 er ikke forbundet med risiko for livmoderhalskræft eller andre kræftformer, som HPV typerne 16 og 18 er. Derfor bliver kvinder, der har kønsvorter, jævnligt undersøgt for celleforandringer på livmoderhalsen.

Links

 

 Sundhed.dk om kønsvorter

 

 HPV-vaccine - information fra Statens Serum Institut


Faktaark om HPV og HPV-vaccine - information fra Sundhedsstyrelsen

 

 Sexsygdomsklinikker

 

 Statens Serum Institut

 

 Sexlinien - hvis du har spørgsmål om sex og sexsygdomme

 

 

 

 

Redaktør: | Opdateret: