Kvindekamp på den europæiske frontlinje

Abortrettigheder
I Polen er kvinder, der kæmper for abort og kvinders rettigheder, under stærkt pres. Døds- og bombetrusler, politivold, verbale overfald, sexisme og kvindehad er hverdagen for aktivister, der kæmper for retten til at bestemme over egen krop.
Nadia Oleszczuk

’Din fucking luder. Du dør snart, hvis ikke du stopper med at støtte Kvinders Strejke’.

’Frasig dig dine meninger, eller du vil dø’.

’Abort er mord, det er vi imod, så vi vil dræbe dig.’

Nadia Oleszczuk er 20 år og begyndte i november 2020 at involvere sig i kampen for kvinders rettigheder i Polen. Hun læser på universitetet og havde i årevis set på, mens den polske regering igen og igen indskrænkede kvinders rettigheder.

Nadia Oleszczuk

I slutningen af 2020 fik hun nok. Hun begyndte at deltage i demonstrationer og offentlige debatter. Hun blev et af de stiftende medlemmer af ’det rådgivende råd’ i Polske Kvinders Strejke, der er en organisation, som samler protestbevægelsen mod de kvinde- og LGBT+-undertrykkende politikker og bevægelser, som vokser frem i Polen.

Herefter ændrede hendes liv sig drastisk.

- Jeg begyndte at få daglige trusler, fornærmelser og angreb på min person. Det startede på Facebook og Instagram og kom senere også på e-mail. Folk sagde offentligt, at de ønskede mig død eller sagde, at jeg var dum og ønskede at dræbe babyer. Der har været trusler mod min familie, og folk har ønsket mig voldtaget, fortæller Nadia, som har brug for støtte til retshjælp og psykologbistand, fordi hun er under så hårdt pres.

Beskederne flød ind i indbakken og på sociale medier. Ofte dusinvis hver dag.

Og det blev værre og værre. Efter sidste omgang med store demonstrationer for kvinders rettigheder begyndte hun at få dødstrusler mod sig selv og sin familie.

En dag tikkede der en bombetrussel ind, hvor der stod: ’En dag, når du ikke er klar, så vil vi sprænge en bombe’ og med en adresse tilknyttet.

- Jeg må være ærlig og sige, at jeg frygter for mit liv. Og for mine venners og meddemonstranters liv og helbred, siger Nadia, der bor i Warszawa og kommer fra en lille by tæt på den tyske grænse, Rzepin.

Nadia Oleszczuk

Politiet er voldelige

Der er desværre ikke meget hjælp at hente fra det polske politi. Aktivister kan i Polen ikke regne med hjælp eller beskyttelse fra politiet.

- Indtil nu har jeg ikke selv været udsat for vold fra en civil person. Men jeg er blevet angrebet fysisk flere gange – og gentagende – af politiet under Kvinders Strejke-demonstrationer til fordel for abortrettigheder. Politiet brugte tåregas og forskellige former for vold, fortæller Nadia. 

Mange af de aktivister, som har deltaget i protesterne de seneste måneder, har fået symptomer på posttraumatisk stress (PTSD). Aktivismen har også resulteret i brækkede arme og ribben, blå mærker, skrammer og snitsår.

- Alt dette har virkeligt presset min selvtillid. I ugevis kunne jeg ikke andet end at sove og græde, fortæller Nadia, som også fortæller, at hendes angst er blevet kraftigt forværret.

Kontrol over min krop

Nadia er meget træt af den kontrol, som polske myndigheder har over hendes krop. Abort har været ulovligt i mange år i det stærkt katolske Polen, men siden januar 2021 kan kvinder kun få abort, hvis kvindens liv er i fare, eller hvis graviditeten er resultat af en voldtægt eller incest.

En ny lov fjernede den paragraf, som blev brugt til ca. 98 procent af de ca. 1.100 officielle aborter, der var i Polen. Det betyder, at hospitaler og læger ikke længere har lov til at udføre en abort i tilfælde af misdannelser og uhelbredelig sygdom hos fosteret.  Konsekvensen er, at abort hermed reelt set er totalt forbudt i Polen.

- Vi lever i en tid, hvor kvinder bliver frarøvet deres frie valg og reproduktive rettigheder. Jeg kæmper for en verden, hvor vi ikke længere behøver at tale om ligeløn, reproduktive rettigheder eller andre kvinderettigheder. Jeg vil leve i en verden, hvor kvinder har ret til at udtrykke sig, som de vil, siger Nadia.

Nadia Oleszczuk

Savner retshjælp

Stort set alle aspekter af aktivisternes liv bliver berørt af den kamp, de står midt i. En af konsekvenserne er, at de også bliver økonomisk påvirket.

Nadia bestemte sig for at lægge sag an mod nogle af de personer, som havde angrebet hende online. Hun vil ikke længere acceptere, at de personer, som udviser så stort had, ikke mærker nogen konsekvenser.

- Hver gang jeg læser en e-mail, så ser jeg endnu en trussel. Det eneste, jeg har ’gjort’, er at være fortaler for reproduktive rettigheder. Og nu er jeg helt slidt ned. Der er ingen advokater, som vil hjælpe mig gratis. Jeg er studerende, så at betale for en advokat er ikke en lille udgift for mig. Sagerne har allerede kostet mig meget – også økonomisk, siger Nadia.

Der findes en gruppe af advokater, der arbejder gratis for at hjælpe organisationer, men der er ikke nogen, som har midler til at hjælpe Nadia som individ. Hun har lagt sag an mod to personer og et medie, hvor et af de værste kommentarspor har kørt uredigeret med ekstremt mange grove hadbeskeder.

Hun kunne gå efter mange flere retssager, men hun har ikke råd til flere sager. Hun håber derfor at få støtte udefra til at gå til modangreb på det kvindehad, hun møder.

Nadia Oleszczuk

Høj pris for aktivisme

Nadia er bevidst om, at hun har betalt en høj pris for at deltage i demonstrationer og den offentlige debat. Men hun synes, at det er det hele værd i forhold til det sammenhold, der er blevet bygget op blandt aktivisterne.

- Alt, der er sket det sidste halve år, har været en kæmpe læring for mig. Jeg er på en måde også blevet stærkere, hårdere og mere modstandsdygtig, siger Nadia.

Når man spørger Nadia, om hvad der giver hende kræfter til at kæmpe videre, siger hun:

- Det, som støtter mig mest, er opmuntrende beskeder, der viser, at folk sætter pris på, hvad jeg gør. Fordi det får mig til at føle, at jeg gør noget, som er umagen værd. At på trods af undertrykkelse, trusler, afpresning og forhånelse så er der folk, som vores indsats betyder noget for, og at der er håb for en bedre fremtid for kvinder.

Hvad kan du gøre?

Giv et bidrag til kampen for abortrettigheder

  • Vi lægger pres på det polske parlament for at få dem til at droppe deres abortstramninger 
  • Vi opfordrer danske politikere til at reagere mod stramningerne af den polske abortlovgivning 
  • Vi støtter op om vores polske kolleger i organisationen Federa, der kæmper for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop 
  • Vi samarbejder med vores internationale føderation IPPF og europæiske netværk om at kæmpe mod konservative og religiøse kræfter, der modarbejder kvinders rettigheder 

Hvad sker der i Polen?

Abortlovstramninger

I oktober 2020 vedtog den polske forfatningsdomstol, at det ikke længere er muligt at få abort på grund af anormaliteter ved fosteret. Ca. 98 % af de cirka 1.100 aborter, der udføres i landet, er som følge af, at barnet vil blive født med stærke anormaliteter. Dommen blev dog i første omgang ikke indført pga. stærke folkelige protester, hvor 100.000-vis var på gaden i de største protester siden 1989.  I januar 2021 blev Forfatningsdomstolens dom indført med forsinkelse og er gældende i Polen. Derfor er der nu et næsten totalforbud mod abort.

Vold mod kvinder

I løbet af 2020 og 2021 har Polen også arbejdet for at træde ud af Istanbulkonventionen, som bl.a. beskytter kvinder mod vold i hjemmet. De har fremsat et lovforslag om udtrædelse og arbejder på, at lande som Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien skal følge med.

LGBT+ rettigheder

Siden 2019 har over 100 polske regionale eller lokale myndigheder erklæret sig selv for LGBT-fri zoner eller vedtaget regionale chartre om traditionelle ’familieværdier’, hvor de erklærer, at de ikke vil tage nogen som helst skridt mod at tilskynde til tolerance over for LGBT+-personer eller yde finansiel bistand til ngo'er, der fremmer ligestilling.

Seksualundervisning

I 2020 stemte Polens parlament også om et lovforslag, der vil betyde et totalforbud mod seksualundervisning. Lovforslaget vil forhindre såkaldt ”homoseksuel propaganda” i Polen og vil forbyde seksualundervisning i skoler, at man deler viden om sex på nettet, og at læger rådgiver unge under 18 år om prævention som for eksempel p-piller. Hvis læger rådgiver om prævention til unge, kan de risikere op til tre års fængsel. Lærere kan risikere fem års fængsel blot for at undervise i seksualundervisning.

Læs mere om aktivisternes kamp her

Læs mere om Sex & Samfund kamp for abortrettigheder her

Interview: Dominika Kasprowicz

Coverfoto: Marta Bogdanowicz

Indholdsbilleder: Nadias Instagramprofil