Texas’ abortforbud kan være startskuddet til en stram abortpolitik i hele USA

Abortrettigheder
Det er nu forbudt for kvinder i Texas at få en abort, hvis de er længere henne end sjette uge i graviditeten. Loven er en af de hidtil største stramninger af USA’s abortlovgivning, og mange kvinder risikerer at skulle gennemføre en uønsket graviditet.
Abort demonstration

En føderal domstol i Texas har besluttet, at kvinder ikke længere kan få foretaget en abort senere end seks uger henne i graviditeten. Der gøres ingen undtagelser hos de kvinder, som er blevet gravide ved voldtægt eller incest. De må også gennemføre graviditeten, hvis fosteret er mere end seks uger gammelt. Ofte viser kvinder ikke tegn på graviditet så tidligt i processen, og derfor opdager mange først deres graviditet, når de har passeret de første seks uger. Og dér er det nu for sent at afbryde graviditeten.

Abortlovgivningen lægger også op til, at civile abortmodstandere bliver aktiveret som lovens forlængede arm. Bliver man bekendt med, at nogen foretager en ulovlig abort eller hjælper en gravid kvinde med at arrangere en ulovlig abort, kan man nu sagsøge vedkommende. Netop det sandsynliggør, at der opstår en generel mistillid blandt befolkningen, og at det i praksis bliver særdeles vanskeligt at få en abort.

Skal man have foretaget en lovlig abort efter sjette uge, må man rejse til en af nabostaterne, og det betyder, at man risikerer at skulle rejse 20 gange længere end før for at komme til nærmeste klinik. Nabostaterne, Louisiana og Oklahoma, er ligesom Texas abortfjendske, og det er både tids- og ressourcekrævende for kvinder at få foretaget en abort der. Der kan kvinder, som lever op til kravene for en lovlig abort, risikere at skulle tilbringe dage i staten op til aborten eller at skulle køre den lange vej flere gange. Det betyder, at den nye abortlov højest sandsynligt kommer til at gå særligt hårdt ud over i forvejen ressourcesvage og udsatte grupper.

En global kamp

Den radikale abortpolitik er blot en brik i en længerevarende kamp mod abort i USA styret af konservative kræfter. Stramninger af abortpolitik og næsten totale abortforbud udfolder sig også i de omkringliggende stater, som bliver mere og mere abortfjendske. Ligeledes ser vi angreb på kvinders rettigheder til egen krop i Europa, hvor religiøse højreorienterede bevægelser bliver stærkere – ikke mindst i Østeuropa. Et eksempel på det er Polen, som i januar 2021 fik indført et næsten totalt abortforbud, der ligesom Texas kriminaliserer stort set alle aborter.

- Jeg kan frygte, at os, der tror på kvinders rettigheder til abort, foruden adgang til god seksualundervisning og prævention, har sovet i timen. Vi kan se, at disse rettigheder ikke kun bliver angrebet systematisk i USA gennem de seneste 20 år – men at de også indskrænkes voldsomt i en række europæiske lande. Dette sker gennem en særdeles velfinansieret og velorganiseret koordineret indsats. Det er på høje tid, at vi igen kæmper for rettigheder, vi troede var sikrede. Der er brug for solidaritet, og for at vi har blikket rettet ikke kun mod danske vilkår, men i høj grad også mod EU og verden, siger Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund.

Kontakt

Mikkel Dalum

Mikkel Dalum

Teamkoordinator, kommunikation + Tillidsrepræsentant