Lauras ufødte barn

Lauras ufødte barn
Af

journalist Karen Hyldgaard

Historien om Lauras ufødte barn kan virke usædvanlig, fordi Laura er gift og brændende ønskede at få sit andet barn. Det gjorde hendes mand Jan absolut ikke.

Kvinde fra ryggen
Jeg ønsker ikke at gå fra min mand, for det ville være at løbe fra aborten og alt det, jeg har lært.
...

Øjnene viger ikke en centimeter. Stemmen er rolig, lav og fast. Med sin intense fortælling skaber Laura Jakobsen fra Skanderborg en tidslomme, mens hun fortæller om sine erfaringer med en abort for to år siden.

Det har været en hård og smertefuld proces at komme igennem, og den snart 40-årige kvinde lægger ikke skjul på oplevelsernes omfang og sine følelser, der har vekslet mellem selvhad, vrede, skyld og væmmelse over sin mand.

Havde det ikke været for en erfaren sygeplejerskes kloge ord og 12 samtaler i Mødrehjælpen i Århus var hun ikke nået dertil, hvor hun er i dag. Og så var der også lige hjælpen fra healeren i Randers.

Historien om Lauras ufødte barn kan virke usædvanlig, fordi Laura er gift og brændende ønskede at få sit andet barn. Det gjorde hendes mand Jan absolut ikke.

Parret har kendt hinanden i 22 år, og Jan har aldrig haft et ønske om at få børn. Han protesterede allerede højlydt, da Laura første gang begyndte at tale om at få børn.

"Han var bange – ja nærmest rædselsslagen over at skulle være far. Jeg tror måske, han var bange for ikke at slå til. Men da jeg så ved et lykketræf blev gravid med Sofie, accepterede han situationen og virkede også lidt stolt over at skulle være far, for han fortalte det til mange", forklarer Laura.

Selve fødslen klarede faderen flot. Som Laura udtrykker det, var han en kæmpestøtte under hele forløbet, men da parret efter halvandet døgn vendte hjem med den lille ny, gik han i panik.

"Sofie begyndte at græde som nyfødte jo gør, fordi mælken ikke var løbet helt til endnu, og det bragte Jan helt fra koncepterne. Han reagerede ved at flå sin skjorte fra hinanden, så knapperne sprang. Siden forsvandt han fra rummet, hvis Sofie begyndte at skrige", fortæller Laura.

Uden at tale sammen om tingene – for det ville og kunne Jan ikke – overlod han ansvaret for Sofie til sin kone, og efter 14 dages barselsorlov rejste han tilbage til sit arbejde i udlandet. Det var en lettelse både for ham og Laura.

Sofie var ”et meget nemt barn”, og efterhånden som hun voksede til, vendte billedet, og far og datter fik en meget bedre kontakt. I dag har de udviklet et godt og tæt forhold til hinanden.

Som årene gik, forsøgte Laura flere gange at overtale sin mand til at få endnu et barn, for det havde hun lyst til og syntes heller ikke, at Sofie skulle være enebarn. Hver gang lukkede Jan af og afslog kategorisk at få endnu et barn. Hun måtte gå, hvis hun ville have flere børn.

"Jeg accepterede det, men nægtede at beskytte mig imod det. Håbede nok, at han ville acceptere et nyt barn, som han gjorde det med Sofie. Jeg lod vel bolden gå over til ham, uden at han tog imod den og gjorde noget for at beskytte sig selv. På den måde smed vi begge ansvaret fra os", siger Laura. Vreden ses i hendes øjne, men stemmen er stadig forbavsende rolig.

Jans afvisning af et barn mere skabte en krise i parrets ægteskab, men efter en svær periode kom de igen tættere på hinanden.

Uret tikker

I løbet af 2003 begynder Lauras hormonelle ur at tikke for alvor, og skæbnen vil, at hun bliver gravid lige før jul.  Dagen før juleaften kommer Jan hjem fra et projekt i England, og Laura fortæller ham nyheden, da de har lagt sig.

"Han bliver vred og vender ryggen til mig, men jeg siger, at barnet jo ER på vej", fortæller Laura og slår frustreret ud med hænderne.

Hele julen nægter Jan at snakke om graviditeten og gentager blot, at han er glad for det, han har og ikke ønsker flere børn.

"På et tidspunkt mærker jeg pludselig angsten køre i mig. Jeg kan mærke, at jeg er bange for Jans vrede, for han har altid været meget svær at flytte og har et heftigt temperament. Jeg kommer fra et hjem med en voldsom far, som kunne knalde helt ud over for os børn", forklarer Laura, som nu må erkende, at situationen handler om meget mere end en graviditet. Hun har i mange år ubevidst beskyttet sin mand og sig selv ved at gå på listefødder. Parret har aldrig talt med hinanden om de svære ting.

Laura er frustreret og fortvivlet, da Jan i begyndelsen af januar igen rejser til udlandet for at passe sit arbejde. Hun forsøger at tale med ham i telefonen, men han afviser igen og siger, at det er slut, hvis hun vælger barnet. Han siger samtidig, at han ikke vil have noget at gøre med barnet - nogensinde.

"Det slår benene væk under mig, for nu kan jeg pludselig se, hvad der vil ske, hvis jeg gennemfører og føder barnet. Vi vil blive skilt, og en skønne dag står jeg med to børn, Sofie og en lillesøster eller lillebror. Jan vil komme for at hente Sofie, og den lille vil stå tilbage og ikke kunne forstå, hvorfor far ikke vil have noget med ham eller hende at gøre. Barnet kommer til at betale prisen for mine drømme og ønsker."

De ubehagelige tanker og billeder kan Laura ikke ryste af sig, og hun er samtidig bange for at miste Sofie til Jan, men også modsat bange for, at Sofie vil blive så vred på sin far, at det forhold også vil gå i stykker.

Som dagene går, ligger Laura mest på sofaen, og tankerne kører i ring. Efterhånden kan hun ikke se, at der er andre muligheder end en abort. Og det hjælper ikke, at hendes læge støtter hende i at vælge barnet, for tanken om et barn uden en far er umulig at slå ud af hovedet.Hun er vred. Vred på sig selv over, at hun har bragt sig i en situation, hvor hun skal vælge mellem liv og død. En enorm skyld er også tæt på at tage magten fra hende, men hun ringer omsider til lægen, og en tid til abort bliver bestilt.

Aborten 

Endelig tager vreden overhånd og hun forlanger, at han skal blive hjemme fra sit arbejde for at tage med på sygehuset og deltage.

Og sådan bliver det. Sammen tager de til en samtale på sygehuset en tirsdag – tre dage før aborten.

Igen bliver Laura angst, for lægen begynder samtalen med ordene ”Det har været en sej proces…."

"Men lægen spørger ikke om noget – fortsætter ikke, og inden i mig skriger jeg, at han har valgt mig fra. Hvorfor gennemfører jeg ikke bare graviditeten – han har jo alligevel valgt mig fra. Men angsten løber af med sejren. Jeg siger ikke ét ord, for jeg ved, at Jan vil gå, hvis jeg åbner munden", fortæller Laura.

"Fredag sidder vi så en time før aborten og taler med endnu en læge om selve indgrebet. Lægen spørger, om vi bruger prævention – om vi ønsker en recept på p-piller. Jeg oplever, at hun har en løftet pegefinger og siger, at vi har været uansvarlige, og det er så ydmygende", siger Laura.

Håbløsheden og ydmygelsen følger hende helt ind på operationsstuen, hvor aborten skal foregå. Både en sygeplejerske og en læge spørger, om hun vil tale med nogen, for de kan se, at noget er helt galt. Nej, svarer Laura og græder. ”Det nytter jo ikke noget – det skal bare overstås."

Da hun vågner af narkosen, bakser personalet med hende, fordi pulsen er blevet for lav. Hun bliver med ét klar over, at hun ikke længere er gravid, og så bryder hendes verden sammen.

Hun græder en desperat sorg. Sorg over tabet af barnet, sorg over at være valgt fra – at have valgt sig selv fra - og det umenneskelige valg hun har været i.

Lidt senere spørger en sygeplejerske, om hun vil blive et døgn ekstra, og det tilbud tager hun imod med taknemmelighed.

"Jeg vil aldrig glemme personalet for deres hjælpsomhed og omsorg, og der er især en moden sygeplejerske, hvis ord jeg altid vil huske. Hun tog min hånd og sagde, at jeg var nødt til at tro på, at dette her var begyndelsen til noget nyt og godt, og det trøstede mig."

Hjemme igen

På sygehuset har hun modtaget en folder fra noget, der hedder Lysthuset. Heri læser hun om et tilbud fra Århus Amt om abortstøttesamtaler på Mødrehjælpen. Efter halvanden måneds betænkningstid tager hun kontakt og får en tid med en socialrådgiver. Derfra går det videre mod en række månedlige samtaler med en psykolog, og det viser sig at være det helt rigtige for Laura.

"Psykologen var en erfaren kvinde, og hun hjalp mig virkelig meget. Vi var rundt om hele mit liv. Mine mønstre fra barndommen, mine valg, værdinormer og holdninger, og hun hjalp mig også til at forstå, at Jan gerne ville mig og Sofie, men gav udtryk for det på en kluntet facon, fordi sådan var han opdraget. Hele tiden vendte vi tilbage til følelsen af at være valgt fra, min afmagt og vrede."

Under forløbet med psykologen har hun svært ved at have Jan omkring sig. Seksuelt fungerer det slet ikke, og hvis de en sjælden gang elsker, græder hun meget bagefter.

"Jeg spørger mig selv om mange ting. Hvor jeg har været henne, og hvorfor jeg ikke for længst er gået ud af dette forhold og skabt et liv på mine egne værdier. Sandheden er jo, at vi to aldrig har sat os ned og talt om, hvad vi egentlig ville og hvilke værdier vi har. Jan ville jo ikke have børn og det ville jeg gerne, så hvorfor havde vi ikke taget os selv alvorligt og sagt farvel for at finde nogle mere ligesindede partnere", funderer Laura.

Svaret giver hun selv, for hun føler stærkt, at der er noget hun skal lære sammen med sin mand. Noget er ufærdigt, og stærke følelser har hun stadig for ham – de har blot været fortrængt af sorg og vrede.

"Jeg ønsker ikke at gå fra min mand, for det ville være at løbe fra aborten og alt det, jeg har lært. I rigtig mange år har jeg ikke stået ved mig selv og fulgt den vej, jeg synes er den rette. Jeg ville ønske, at jeg havde ringet til Mødrehjælpen før aborten, men da vidste jeg ikke, at tilbuddet om støttesamtaler fandtes. Her bagefter har jeg måttet igennem en række erkendelser, blandt andet at jeg jo ikke kan ændre min mand, men jeg kan være tro mod mig selv og give udtryk for mine egne følelser, og hvad jeg selv vil. Måske kan jeg så ændre noget", forklarer Laura.

I dag lever hun sammen med Jan i et helt andet forhold og føler, at de aldrig har været tættere på hinanden end nu. En del af forklaringen skal findes i et besøg hos en healer, som forstod betydningen af at involvere Jan og forbinde de to på en helt ny måde.

"Da jeg tog kontakt til healeren var det med ønsket om at få fred i mit sind. Jeg sov ikke meget om natten, mine tanker kredsede stadig om det skete. Jeg havde behov for fred. Den første gang var Jan med. Healeren forstod at involvere Jan i vores dilemma på en måde, så han kunne se, at han også har haft - og stadig har - et stort ansvar for, hvordan vores fælles liv har udviklet sig. Samtidig gav han Jan nogle handlemåder, som han kunne benytte sig af, hvis vores samliv skulle have en chance. Det samme gjaldt mig. Samtidig fik healeren kontakt med noget af det, Jan gennem mange år havde gemt væk. Jan græd og var meget berørt over hele situationen - han ønskede jo heller ikke at miste mig - var bange for at jeg ville gå."

Laura fortsætter alene hos healeren de næste par måneder, og en dag da hun kører derhen, føler hun, at hun nu har brug for at sige farvel til barnet. Den dag får hun hos healeren en stor oplevelse af, at lykke strømmer ind i hende.

En måned senere drømmer hun en stærk drøm om sit ufødte barn.

"Jeg er gravid. Det er tiden, jeg skal føde, men vi kan ikke nå på sygehuset. Jeg siger til Jan, at han bare skal slappe af - jeg har styr på det. Jeg føder på ganske normal vis uden komplikationer herhjemme. Men barnet trækker ikke vejret. Det er heller ikke død. Det ser fint ud. Lider ikke. Er helt stille og smuk. Jeg vil stikke min lillefinger ind i barnets mund for at fjerne slim - så det kan komme i gang med at trække vejret. Jeg kan ikke få min finger ind. Barnet bliver mindre og mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde - stille, roligt og smukt. Så vågner jeg. Jeg er ked af det, men samtidig også meget opmærksom på min drøm. Var det barnet, som sagde farvel?"

Laura tænker over drømmen et par dage og ved med sig selv, at barnet har sagt: ”Nu forlader jeg dig. Du må ikke være ked af det. Du kan se, at jeg ikke lider, og jeg tilgiver dig."

"Jeg er meget taknemmelig for den drøm. Den har givet mig så meget fred i sindet, at jeg kan komme videre og holde mig selv ud."

Besøget hos healeren blev på mange måder et vendepunkt for parret, som nu har åbnet op og taler og lytter til hinanden. Og Jan tager også meget mere del i dagligdagen, når han er hjemme. Han hjælper med alting – selv vasketøjet -," fortæller Laura og smiler med blanke øjne.

"Jeg lever med sorgen over ikke at få flere børn, men det fylder på en anden måde nu. Jeg har fået min mand tilbage og ved med mig selv, at vi elsker hinanden og gerne vil være sammen. Vi har meget at lære endnu, men vi kæmper med det hver dag, og det er det vigtigste lige nu."

Af hensyn til familien er alle navne og stednavne ændret.

Emne