Fakta-ikon
Fakta

Hvad er herpes?

Herpes er et virus, som giver blærer og sår på munden (forkølelsessår) og ved kønsdelene. Blærerne og sårene indeholder store mængder virus.

Ikke alle  sexsygdomme giver symptomer

Kun de færreste er klar over, at de er smittet med herpes, fordi de ikke har haft nogle symptomer.

Herpes er en af de mest udbredte sexsygdomme i Danmark og udbredelsen synes at være tiltagende. Omkring 80 % af voksne danskere har antistoffer mod virusset. Undersøgelser har vist, at ca. 1/5 af alle voksne er smittet med herpes på kønsdelene.

Kun de færreste er klar over, at de er smittet, fordi de ikke har haft nogle symptomer eller kun svage symptomer. 

Når først man er smittet med herpes, forbliver virus i kroppen resten af livet. Herpes kan altså ikke helbredes, men medicin kan gøre udbruddene mildere.

Hvordan smitter herpes?

Herpes smitter ved samleje i skede, endetarm og ved oralsex. Herpes kan også smitte ved berøring og kys. Risikoen for at blive smittet med herpes er størst, når der er udbrud af herpes.

Herpes kan også godt være aktivt på huden uden, man har et udbrud med sår, men herpes er ikke aktiv hele tiden, så man er ikke smitsom hele tiden. Man kan derfor godt smitte, selvom der ikke er udbrud. Hvis man selv har herpes og rører ved sårene, kan man bringe smitten videre til andre steder på kroppen, hvor herpes kan sætte sig.

Mellem 50-80 % bliver smittet med herpes allerede som børn i form af forkølelsessår. Derfor er der mange, der ikke ved som voksne, at de er smittede med herpes.

Man kan mindske risikoen for at smitten spreder sig fra udbrudsområdet til andre områder ved at hold udbruddet rent og tørt samt ved at vaske hænder efter, man har rørt ved såret/blærerne.

Herpes og sex

Når man er smittet med herpes, kan man have sex, helt som man plejer det. Det er kun, mens der er udbrud med sår, eller man kan mærke et udbrud er på vej, at man skal undgå at have sex, så man ikke smitter sin partner.

Herpes er meget smitsomt, og når man har udbrud, er det vigtigt ikke at dyrke sex eller kysse. Der skal helst gå fra nogle dage op til en uge efter et herpesudbrud med sår er helet, før man igen kan kysse og have sex.

Desværre giver kondomer og slikkelapper ikke god beskyttelse mod smitte med herpes.

Det er kun i forbindelse med et herpesudbrud, at man behøver fortælle en mulig ny partner, at man er smittet.

Hvad er symptomerne på herpes?

Man kan have herpes i lang tid uden at man har symptomer.

Symptomerne er smerter, hævelse, rødme, kløe og svie på kønsdelene efterfulgt af små, væskefyldte blærer, der brister og bliver til sår.

Det første herpesudbrud viser sig som regel inden for en uge efter smitte og varer omkring to uger.

Man kan få hovedpine, ondt i halsen, let feber og muskelsmerter ved første udbrud.

Efterfølgende udbrud af herpes er ofte mildere og varer kortere tid.

Hvordan testes og behandles herpes?

Lægen kigger på såret og afgør, om det er herpessår. Eller afgør det ud fra en beskrivelse af sygdomsforløbet. Herefter kan hun/han sikre sig ved at pode såret eller tage en blodprøve. Udbruddene kan mindskes eller fjernes helt ved behandling, som består af tabletter eller creme.

Behandlingen helbreder ikke herpes, men afkorter udbrudsforløbet. Behandlingen virker kun, hvis den igangsættes hurtigst muligt, helst inden der opstår sårdannelse. Hurtigt indsættende behandling – både ved det første, men også ved efterfølgende udbrud – nedsætter hyppigheden af gentagelsesudbrud og varigheden af udbruddet.

Personer med hyppige og smertefulde udbrud af herpes kan komme i behandling, der forebygger udbrud.

Hvad er følgerne af herpes?

Herpes kan smitte under fødslen fra mor til barn, hvis moderen har et førstegangsudbrud af herpes ved fødslen. Kvinder som tidligere har haft herpes ved kønsdelene smitter ikke deres børn ved fødslen, fordi børnene er beskyttet af moderens antistoffer.

Herpes hos et nyfødt barn er en alvorlig infektion, som kan være dødelig. Det kan medføre en svær hjernebetændelse som kan give hjerneskade hos barnet.

Enkelte mænd og kvinder, som lider af tilbagevendende herpesudbrud kan få varige beskadigelser af nerverne. Det viser sig som føleforstyrrelser, svie og brændende eller borende smerter i det smittede område, f.eks. underlivet.