Kvinder rammes hårdere af klimakrisen

COP 28
Klimaforandringer og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder hænger sammen. Derfor deltager Sex & Samfund på årets FN-forhandlinger på klimaområdet, også kendt som COP 28, der foregår i de Forenede Arabiske Emirater fra 30. november til 12. december.
klima

Det er vigtigt at have fokus på SRSR før, under og efter en klimakatastrofe.

Hvordan hænger klimaforandringerne sammen med SRSR?

Den globale klimakrise forværrer eksisterende kønsuligheder i samfundet og rammer piger, kvinder og andre strukturelt ekskluderede grupper hårdere end mænd. Dette gør klimakrisen til en kønnet krise.

I kampen for klimaretfærdighed er det derfor afgørende at have fokus på ulighed og marginalisering på tværs af køn, alder, etnicitet, seksuel orientering, kønsidentitet, handicap og socioøkonomisk status.

Et samfund med mere lighed er mere modstandsdygtigt overfor klimaforandringer og bedre rustet til at tilpasse sig de klimarelaterede effekter. Men vi opnår ikke lighed i et samfund uden opfyldelse af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR).

Når kritisk infrastruktur, såsom klinikker og veje, ødelægges i ekstreme vejrbegivenheder, kan dette forhindre folk i at få adgang til sundhedsydelser. Selv hvor sundhedsydelser er tilgængelige og inden for rækkevidde, kan kvinder, piger og strukturelt ekskluderede grupper være forhindret i adgang til ydelser på grund af eksisterende kønsrelaterede normer og andre barrierer, der forstærkes under kriser.

Hvor seksuelle og reproduktive sundhedsydelser ikke er tilgængelige, stiger mødredødelighed, seksuel og kønsbaseret vold, teenagegraviditeter mm. Dette understreger vigtigheden af at have fokus på SRSR før, under og efter en klimakatastrofe.

Kvinder og piger har den viden og erfaring, der skal til for at finde de rette løsninger på deres udfordringer. Derfor skal de sidde med ved bordet og høres, når beslutninger om klimarespons skal træffes.

Hvorfor er Sex & Samfund med på COP28?

Sex & Samfund er med på COP28 for at sikre, at de beslutningstagere, der skal forhandle og træffe globale aftaler om, hvordan vi bedst muligt tackler klimakrisen, har den nødvendige viden om sammenhængene mellem klimaforandringerne, kønsulighed og SRSR.

Vi er også med for at stå vagt om at piger og kvinder faktisk bliver inddraget og hørt, ligesom vi vil gøre opmærksom på det, hvis dette ikke sker.

Vores rolle er også at sikre, at alle aftaler om udledning og klimatilpasning er baseret på en menneskerettighedsbaseret tilgang. Herunder er vi på vagt overfor farlige narrativer, der instrumentaliserer kvinders kroppe, så som når familieplanlægning italesættes som en løsning til at reducere CO2-udledninger.

Dette er et ekstremt farligt narrativ, da ansvaret for den massive udledning i højindkomstlande på den måde pålægges kvinder i lav og mellem indkomstlande - som i øvrigt er dem, der udleder mindst.

Endeligt vil vi sammen med ligesindede civilsamfundsorganisationer og internationale netværk også kæmpe for, at der kommer mange flere penge på bordet, og at vi får lavet aftaler om at få udfaset fossile brændstoffer.

Hvad er vores forhåbninger under årets COP?

Vi håber, vi får lov at organisere os og tale frit som civilsamfund. Dette var der store problemer med under sidste års COP i Egypten.

Vi håber, at Danmark sammen med EU vil tage ansvar, leve op til deres forpligtelser og skubbe forhandlingerne i den rigtige retning, forstået som at advokere for flere penge fra de rige lande samt mere ambitiøse mål på CO2-reduktion og en grøn omstilling.

Vi håber, at piger, kvinder og andre strukturelt ekskluderede grupper kommer til at bidrage meningsfuldt i alle forhandlinger, og at beslutninger vil tage udgangspunkt i deres levede erfaringer og behov.

Endeligt håber vi at COP’en undgår at blive kuppet af private virksomheders interesser, da årets COP afholdes i en oliestat. Og vi ved, at lobbyister er massivt til stede.

Mere handling – mindre snak. Tak.