Mor til to drenge: Man skal insistere på at snakke med sine børn om sociale medier og kropsidealer

Uge Sex 2024
Anne Stjerneby Jensens to sønner på 8 og 13 år er så småt begyndt at få øjnene op for de sociale medier. Mens hendes ældste søn bruger sociale medier som inspiration til trendy frisurer, bliver hendes yngste udfordret på kropsidealer.
Mange børn og unge føler sig pressede af det de møder på sociale medier

Denne artikel er en del af serien ’Skærmkroppen’, som er temaet for Uge Sex 2024. Med temaet ’Skærmkroppen’ sætter vi fokus på de kroppe og kropsidealer, som børn og unge møder på sociale medier. 

Vi har snakket med Anne Stjerneby Jensen, som er mor til to drenge på 13 og 8 år, om hvilken betydning 'Skærmkroppen' har for hendes sønner.

 

Har dine sønner spørgsmål eller tanker om kroppen og kropsidealer på sociale medier?

Lige nu er det faktisk min dreng på otte år, som går meget op i, om han er tyk eller ser dum ud. For han spejler sig meget i en youtuber, som han gerne vil ligne for tiden. 

Jeg oplever ikke så meget, at min søn på 13 år ser noget på sociale medier og siger, sådan skal jeg se ud. Det er mest med frisurer, at han bliver inspireret eller sammenligner sig selv lidt med det, han ser på sociale medier.

 

Snakker du med dine sønner om de kroppe, de ser på sociale medier?

For tiden har jeg ofte snakken med min otteårige søn, om at han ikke er tyk, og at man ikke kan være eller skal se ud ligesom den youtuber, han følger.

Når jeg snakker med min søn på 13 år, vil jeg gerne have en åben dialog. Hvor vi kan snakke om tingene. Det synes jeg, at vi kommer længst med. Jeg har heller ikke forbudt ham at se nogle ting på sociale medier. Men jeg prøver at sige til ham, at han skal lade være med at spejle sig for meget i andre.

Begge mine drenge tager generelt okay imod det, når vi har en snak om, at man ikke skal ligne en bestemt på nettet. At de skal have det okay med sig selv. Og at den perfekte krop ikke altid er sund, og at det ikke er noget, man skal stræbe efter. For vi er alle sammen forskellige.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at øjnene nogle gange bliver rullet helt tilbage i hovedet. Og at de synes, at det er vildt anstrengende, at vi skal sidde og have den snak.

 

Er der noget, du synes, er særligt svært at snakke med dine sønner om i forhold til kropsidealer og sociale medier?

Jeg synes, at det er svært, når et så lille menneske, som min otteårige søn er, kommer og siger, at han synes, at han er tyk. For hvordan håndterer man det?

Men min otteårige søn og jeg har haft en snak om, hvad man ser, og hvad man ikke ser på sociale medier. For han har set en youtuber, som har lavet en video om, at hvis man spiser et eller andet usundt, så bliver man mega fed. Og så har youtuberen lavet en dragt, som bliver pustet op for at illustrere, hvor tyk man bliver. Til det han havde set, sagde min søn: Jamen, jeg spiser jo det, youtuberen siger, er mega usundt. Så bliver jeg også mega fed.

Så han opfanger virkelig nogle ting på sociale medier.

 

Har du nogen råd til, hvordan man kan snakke med sine børn om kropsidealer og sociale medier?

Mit bedste råd er, at man skal snakke med sit barn og have et åbent sind. Der må ikke være nogen spørgsmål, der er dumme. Og så skal man have en stædighed som forældre, hvor man insisterer på at have snakke med sine børn. Også selvom ens børn synes, at man er pinlig.

Min dreng på 13 år synes, at det er pisseirriterende, at jeg sætter mig på hans værelse og siger: Nu skal vi to snakke, og enten så snakker vi sammen, eller så snakker jeg, og så må du lytte. Men så kan han godt komme et par dage senere og sige: Det, du sagde der, hvad var det egentlig?

Så det råd forsøger jeg altid at give videre til andre forældre.

 

Guide: Sådan styrker du dit barns forhold til sin krop i en digital tid.


Som forælder spiller du en afgørende rolle i dit barns syn på sin krop. Men det kan være et stort ansvar, og en svær opgave at gå til.  

Derfor har vi samlet 6 konkrete råd til dig, om hvordan du kan styrke dit barns forhold til kroppen i en tid hvor idealiserede kropsidealer og sociale medier fylder mere og mere.

Hent guiden nu