Undervisning i køn, krop og seksualitet skal gøres obligatorisk på læreruddannelsen

Seksualundervisning
Kun hver femte lærerstuderende modtager seksualundervisning i løbet af deres uddannelse. Vi er nødt til at klæde de lærerstuderende bedre på til opgaven, siger Sex & Samfunds generalsekretær Bjarne B. Christensen.
Børn rækker fingeren op i timen

En ny analyse, som Rambøll har udarbejdet for Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at kun 20% af de lærerstuderende tilmelder sig kurset Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i løbet af deres uddannelse.

- Det er foruroligende, at så få lærerstuderende gennemfører kurset, for de skal jo alle sammen kunne varetage seksualundervisningen ude på skolerne, det er lovpligtigt at tilbyde alle danske børn og unge, siger Sex & Samfunds generalsekretær, Bjarne B. Christensen og fortsætter:

- Seksualundervisning i grundskolen er mere og andet end kondompårulning og sexsygdomme. Det handler i dag i høj grad også om grænser, normer, relationer, mangfoldighed og elevenes trivsel mere generelt. Og hvis der er noget året 2018 med talrige billeddelings- og krænkelsessager har vist os, så er det, at vi som samfund ikke står rustet til at give vores børn og unge de fornødne redskaber, når det handler om disse emner

Bjarne B. Christensen henviser til billeddelingssagen fra januar 2018, hvor 1004 børn og unge blev anklaget for distribution og besiddelse af børneporno. Ligeledes viste en VIVE-undersøgelse fra juni i år, at børn og unge ser meget forskelligt på drenge og pigers seksualitet.

- Vi mener, at der er akut behov for at styrke både lærernes uddannelse, samarbejdet mellem skole og hjem, skoleledelserne samt læringsmiljøerne for seksualundervisningen på landets folke- og privatskoler. Det er centralt, at der på skolerne kommer faglige tovholdere på både indskoling, mellemtrin og udskoling, der fagligt kan inspirere kolleger, og som med skoleledelsens opbakning kan sikre en moderne og tidssvarende seksualundervisning, siger Bjarne. B Christensen.

Sex & Samfund ved fra undersøgelser, at mange lærerstuderende har svært ved at omsætte den viden og de færdigheder, de får på det frivillige kursus i Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i deres øvrige pædagogiske praksis eller integrere det i deres generelle undervisningskompetencer. 

Derfor har Sex & Samfund udviklet et konkret, teknisk forslag til, hvordan seksualundervisningen kan komme til at fungere som et modul på læreruddannelserne. Sex & Samfund foreslår, at der indføres modulet Køn, krop, mangfoldighed og seksualitet, der placeres under Lærerens grundfaglighed, under hovedområdet Pædagog og lærerfaglighed.

 

KONTAKT

Bjarne B. Christensen, Generalsekretær i Sex & Samfund, mobil 27 29 03 09

Thea Gregersen, presseansvarlig i Sex & Samfund, mobil 29 71 42 22