Historie

Høj pris for abortrettens forkæmpere

Kampen for abort-, kvinde- og LGBT+rettigheder raser i Europa. I lande som Polen og Ungarn gennemføres lovgivning, der undertrykker kvinder og LGBT+personer.
Polen aktivisme

Polske aktivister kæmper for deres helt basale rettigheder, men de forfølges nu med bombe- og dødstrusler, retssager, hadkommentarer og politivold.

Aktivisterne står forrest i kampen for blandt andet abortrettigheder, og de er under hårdt pres.

De fortæller, at deres modstandere, heriblandt det polske regeringsparti PiS, står bag chikaneretssager, smædekampagner i både lokale og nationale medier og at deres familiemedlemmer bliver fyret fra statsejede virksomheder.

Aktivisterne har kun hinanden, de er nedslidte og mangler penge til blandt andet advokatbistand i retssager og psykologbistand.

Den polske regering har i årevis strammet for muligheden for at bestemme over egen krop.

I Polen har man i 2020 og 2021 set de største folkelige protester siden det kommunistiske styre blev afsat i 1989, da regeringen og forfatningsdomstolen ulovligt gennemførte en stramning af abortloven, som medførte reelt totalstop for aborter.

Det er tid til at hjælpe de aktivister, som har fået brækket lemmer, banket hovederne i asfalten og nu bliver udsat for organiseret chikane fra abort-modstanderne med retssager og dødstrusler.

Her kan du læse deres historier.

Sammen kan vi gøre en forskel for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop!

Hvad sker der i Polen?

Abortlovstramninger

I oktober 2020 vedtog den polske forfatningsdomstol, at det ikke længere er muligt at få abort på grund af anormaliteter ved fosteret. Ca. 98 % af de cirka 1.100 aborter, der udføres i landet, er som følge af, at barnet vil blive født med stærke anormaliteter. Dommen blev dog i første omgang ikke indført pga. stærke folkelige protester, hvor 100.000-vis var på gaden i de største protester siden 1989.  I januar 2021 blev Forfatningsdomstolens dom indført med forsinkelse og er gældende i Polen. Derfor er der nu et næsten totalforbud mod abort.

Vold mod kvinder

I løbet af 2020 og 2021 har Polen også arbejdet for at træde ud af Istanbulkonventionen, som bl.a. beskytter kvinder mod vold i hjemmet. De har fremsat et lovforslag om udtrædelse og arbejder på, at lande som Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien skal følge med.

LGBT+ rettigheder

Siden 2019 har over 100 polske regionale eller lokale myndigheder erklæret sig selv for LGBT-fri zoner eller vedtaget regionale chartre om traditionelle ’familieværdier’, hvor de erklærer, at de ikke vil tage nogen som helst skridt mod at tilskynde til tolerance over for LGBT+-personer eller yde finansiel bistand til ngo'er, der fremmer ligestilling.

Seksualundervisning

I 2020 stemte Polens parlament også om et lovforslag, der vil betyde et totalforbud mod seksualundervisning. Lovforslaget vil forhindre såkaldt ”homoseksuel propaganda” i Polen og vil forbyde seksualundervisning i skoler, at man deler viden om sex på nettet, og at læger rådgiver unge under 18 år om prævention som for eksempel p-piller. Hvis læger rådgiver om prævention til unge, kan de risikere op til tre års fængsel. Lærere kan risikere fem års fængsel blot for at undervise i seksualundervisning.