Operation Dagsværk har valgt Sex & Samfunds projekt "Ret til sikkert sexarbejde"

Operation Dagsværk
Elever fra Operation Dagsværk har taget et modigt valg, når de næste år skal arbejde med sikkert sexarbejde i Etiopien
Som forælder er du med til at præge dit barns syn på kønnene.

I weekenden var elever fra Operation Dagsværk samlet med mundbind, håndsprit og afstand for at stemme om næste års projekt, som tusinder af unge landet over skal samle ind til i november 2021. Tre projektstillere var forud weekenden blevet valgt til at præsentere deres forslag og søndag eftermiddag blev det afgjort, at næste års projekt blev Sex & Samfunds projekt ’Ret til sikkert sexarbejde’.

På trods af en anderledes weekend underlagt de nuværende coronarestriktioner, var der god stemning søndag eftermiddag, efter at næste års projekt var blevet valgt. I løbet af weekenden har eleverne stillet opfølgende spørgsmål, diskuteret projekterne og lyttet til brandtaler fra projektstillerne og weekenden kulminerede med valget af ’Ret til sikkert sexarbejde’. I Etiopien i dag er det ikke forbudt at sælge sex, men alligevel bliver sexarbejdere udsat for voldsom stigmatisering og diskrimination. Projektet sætter fokus på at skabe en bedre, tryggere og mere sikker hverdag.

Det er et kontroversielt og vigtigt valg, mener Anton, elev i 3.g på Brønderslev Gymnasium.

- Jeg stemte på Sex & Samfunds projekt, da jeg synes, det er kontroversielt, men også et meget vigtigt projekt. Jeg håber, at unge i Danmark – gennem næste års kampagne – lærer noget om de unges liv i Etiopien, siger han.

I Etiopien oplever sexarbejdere på daglig basis vilkårlige anholdelser, vold og seksuelle overgreb begået af både sexkunder, den bredere befolkning og myndighedspersoner. De fleste sexarbejdere føler sig nødsaget til at holde deres arbejde hemmeligt for familie og bekendte, og derfor lever de et meget isoleret og ensomt liv på kanten af samfundet.

Projektet vil i hovedtræk uddanne sexarbejdere, give dem adgang til safe spaces, skabe bedre adgang til juridisk bistand og sundhedsydelser og skabe aktivistnetværk. Derudover vil projektet uddanne ambassadører inden for politiet, sundhedsmyndigheder og barejere så de i samarbejde med sexarbejderne kan udbrede viden om deres vilkår.

- Vi er super glade over det modige valg Operation Dagsværks elever har foretaget. Vi ser særligt frem til at styrke særligt sårbare kvinders rettigheder og sikkerhed. Vi glæder os utroligt meget til at arbejde sammen med OD om at kaste lys over problemerne for sexarbejdere i Etiopien, men også og til at engagere unge i hele landet i denne vigtige indsats og ikke mindst til at debattere emnet herhjemme, siger Bjarne B. Christensen, generalsekretær for Sex & Samfund.

Nu starter arbejdet med at skabe en fed oplysningskampagne og engagere unge på Dagsværkdagen i en tid, hvor corona har skabt et øget fokus på sikkerhed, rettigheder og tryghed, som blot gør Etiopien-projektet endnu mere aktuelt og relevant.

Emne