Vi skal arbejde med seksualundervisning på læreruddannelsen

Seksualundervisningen
Sex & Samfund lancerer tre konkrete forslag og opfordrer regeringen til at styrke forebyggelsen mod ulovlig billeddeling på nettet via styrket seksualundervisningen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.
Skoler i hele landet kan bestille seksualundervisning

Længere straffe til unge, der begår ulovlig billeddeling på nettet, og inspirationsmaterialer til lærerne er ikke nok. Vi er nødt til at styrke skolernes seksualundervisning - altså selve rammerne for forebyggelsen.

- Vi er meget glade for, at regeringen med en bred vifte af initiativer nu har sat fokus på digitale krænkelser. Men længere straffe til unge, der begår ulovlig billeddeling på nettet, og inspirationsmaterialer til lærerne er ikke nok. Vi er nødt til at styrke skolernes seksualundervisning - altså selve rammerne for forebyggelsen. Og det skal vi gøre både i forhold til grundskolen og ungdomsuddannelserne.

Sådan siger generalsekretær for Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen, få dage efter, at regeringen lancerede sin indsats mod ulovlig billeddeling.

Sex & Samfund opfordrer nu regeringen til også at kigge den forebyggende seksualundervisning grundigt efter i sømmene.

Det sker med lancering af tre konkrete forslag, der skal styrke undervisningen i undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder, digitale omgangsformer og seksuel sundhed obligatorisk i grundskolen og også både gymnasier og erhvervsuddannelser: Obligatorisk undervisning i seksualundervisning til alle lærerstuderende og obligatorisk seksualundervisning til alle unge på landets gymnasier og erhvervsuddannelser.

 

Vi skal gøre det bedre

- I grundskolen er seksualundervisning obligatorisk fra 0.-9. klasse, og stort set samtlige lærere kommer til at arbejde med seksualitet, køn og krop. Men seksualundervisning er i dag kun et frivilligt modul på læreruddannelserne, og mange lærere forlader uddannelsen uden at have fået den nødvendige viden og de nødvendige pædagogiske og didaktiske redskaber til tids- og alderssvarende seksualundervisning. Det er et kæmpe problem, siger han.

Han peger på, at modulet mange steder har ringe vilkår. Det udbydes meget sporadisk eller slet ikke. Også i forhold til både gymnasierne og erhvervsskolerne er der ifølge Bjarne B. Christensen brug for at styrke indsatsen:

- Med erhvervsuddannelsesreformen kom undervisning i samfund, sundhed og seksualitet ind på grundforløbets første del. Men mange begynder jo først på anden del. Heller ikke på gymnasierne gør vi det godt nok i dag. Vi skal nå alle unge. Alle skal have mulighed for sammen at diskutere og reflektere over dilemmaer, handlemuligheder og eget ansvar, når det handler om rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet både online og i den fysiske verden.

 

Sex & Samfunds opfordring til regeringen

Sex & Samfund opfordrer regeringen til tre ting:

  • At gøre det obligatorisk for at lærerstuderende at modtage undervisning i sundheds- og seksualundervisningens faglige indhold, pædagogik og didaktik
  • At gøre undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder, digitale omgangsformer og seksuel sundhed obligatorisk på de gymnasiale uddannelser - herunder at gøre det til et obligatorisk emne på pædagogikum-uddannelsen for gymnasielærerne
  • At styrke undervisning i seksualitet, seksuel sundhed, køn, krop, identitet og rettigheder på erhvervs­uddannelserne - for eksempel ved obligatoriske forløb på anden del af grundforløbet og på hovedforløbet.

- Dialogen med børn og unge om digitale medier og digitale omgangsformer skal stå central både i grundskolens sundheds- og seksualundervisning og i undervisningen om digitale medier i forhold til køn, krop og seksualitet på ungdomsuddannelserne.

- Alle børn og unge skal kende egne rettigheder i forhold til krop, køn og seksualitet - og alle skal vide, at det er rettigheder, som gælder både online og i den fysiske verden. Det skal styrket sundheds- og seksualundervisning sikre, siger Bjarne B. Christensen. 

SEX & SAMFUNDS POLITISKE FORSLAG

Om seksualundervisning i grundskolen

Status:

  • Sundheds- og seksualundervisning er obligatorisk i 0.-9. klasse.
  • Det er obligatorisk for læreruddannelserne at udbyde kurset sundheds- seksualundervisning og familiekundskab, men det er valgfrit for de studerende at deltage.
  • Mange af de lærere, der underviser i sundheds- og seksualundervisning i grundskolen, er ikke uddannede til det.

Vi mener, at:

  • Lærere i grundskolen skal have de nødvendige faglige og sundhedspædagogiske kompetencer til at planlægge og gennemføre målrettet og tidssvarende seksualundervisning.
  • Det skal være obligatorisk for alle lærerstuderende at modtage undervisning i sundheds- og seksualundervisningens faglige indhold, pædagogik og didaktik.
  • Undervisningen skal tilrettelægges som et sammenhængende kursusforløb med en fast tidsramme.
  • Lærere, der ikke har de faglige kompetencer til at undervise i sundheds- og seksualundervisning, skal efteruddannes.

Om undervisning i køn, krop og seksualitet på de gymnasiale uddannelser

Status:

  • Undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder, digitale omgangsformer og seksuel sundhed er i dag ikke obligatorisk på de gymnasiale uddannelser.
  • Digital dannelse, og herunder også seksuel mobning, er beskrevet i den nye gymnasiereform, men derudover bliver undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder og seksuel sundhed ikke obligatorisk på gymnasieuddannelserne med den nye gymnasiereform.

Vi mener, at:

  • Undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder, digitale omgangsformer og seksuel sundhed bør være obligatorisk på de gymnasiale uddannelser, for eksempel som et obligatorisk forløb i 1.g og/eller som integrerede emner i fagene dansk, biologi og samfundsfag.
  • Undervisning i køn, krop, seksualitet, rettigheder, digitale dannelse og omgangsformer og seksuel sundhed bør desuden være et obligatorisk emne på pædagogikum-uddannelsen for gymnasielærere, hvor der er fokus på både fagligt indhold, pædagogik og didaktik.

Om sundheds- og seksualitetsundervisningen på erhvervsuddannelser (EUD/EUX)

Status:

  • Undervisning i seksualitet, seksuel sundhed, køn, krop og identitet er i dag obligatorisk på erhvervsuddannelsernes første del af grundforløbet (GF 1). Dvs. for elever, der kommer direkte fra 9.-10. klasse. Emnerne indgår i faget samfund og sundhed.
  • Undervisningstilbuddet når ikke de mange unge, der først påbegynder en erhvervsuddannelse på anden del af grundforløbet (GF 2).
  • Undervisere i samfund og sundhed er ikke uddannede til at undervise i sundhed- og seksualundervisning.

Vi mener, at:

  • Undervisning i seksualitet, seksuel sundhed, køn, krop, identitet, rettigheder bør styrkes på både erhvervsskolernes grundforløb og hovedforløb. For eksempel gennem obligatoriske undervisningsforløb på både anden del af grundforløbet (GF 2) samt på hovedforløbet.
  • Undervisere, der skal varetage sundheds- og seksualitetsundervisningen på erhvervsuddannelserne, skal tilbydes videre- og efteruddannelse, der giver faglige og pædagogisk-didaktiske kompetencer til at varetage undervisningen.

OM DELING AF BILLEDER UDEN SAMTYKKE

Status:

  • Det er ulovligt og strafbart at tage billeder af andre i private/intime situationer uden, at der er givet samtykke, at dele billeder af andre på nettet uden samtykke, at bruge andres billeder på nettet uden samtykke og at videresende folks private billeder uden samtykke.
  • Mange børn og unge kender ikke lovgivningen og deres rettigheder i forhold til deling af billeder.

Vi mener, at:

  • Alle børn og unge skal have viden og kompetencer til at håndtere de muligheder og udfordringer, et digitaliseret hverdagsliv giver – herunder også deling af billeder uden samtykke.
  • Dialogen med børn og unge om digitale medier og digitale omgangsformer skal stå central både i grundskolens sundheds- og seksualundervisning og i undervisningen om digitale medier i forhold til køn, krop og seksualitet på ungdomsuddannelserne.