Voldtægtsdebat: Samtykket må og skal være omdrejningspunktet

Udgivet d. 25. august 2016.

Af Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund

En voldtægt er et brutalt overgreb, og det er en anerkendt mekanisme, at mange voldtægtsofre psykologisk fryser i situationen. At blive voldtaget opleves som så skræmmende og livstruende, at mange lukker ned og er ikke i stand til at sige fra i situationen. Det betyder i praksis, at den anklagede kan sige, at det ikke var under tvang. Han troede, at det var frivilligt. Når man ikke har sagt fra, så er det vel ikke tvang – eller hvad?

Sex kræver et ja fra alle involverede parter, og vi er i Sex & Samfund bekymret for, om lovgivningen i forhold til voldtægt er god nok. Sex uden samtykke er voldtægt. Så kort kan det siges. Jurister må og skal finde et godt juridisk svar på, hvordan kan man få det samtykke ind i en lovgivning og i en juridisk praksis. Også fordi Danmark i 2014 underskrev Istanbul-konventionen. Her har vi skrevet under på at træffe de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at sex uden samtykke er strafbart.

Målet med den aktuelle debat er selvfølgelig færre voldtægter. Men lovgivning gør det ikke alene. Det er ikke et hurtigt fix.

Vi hører igen og igen fra unge i vores rådgivning og i vores undervisning, at det er svært at begå sig i seksualitetens univers. Misforståelserne står i kø. Seksualitetens univers er fuldt af signaler, blikke, berøringer – fuldt af usagte retningsangivelser og sensible situationer, som det kræver sit at begå sig i.

Hvordan finder man fx ud af, om man må have sex med en, som har danset frækt, drukket sig fuld og faldet om på sofaen? Hvad nu hvis vedkommende bare mumler lidt, når man rører vedkommende? Er det et nej – er det et ja? Hvad gør man, hvis man er i tvivl? Kan man spørge? Hvordan kan man være sikker på, at vedkommende forstår spørgsmålet?

Det er vores ansvar som voksne, som forældre og som lærere at give unge den viden og de redskaber, som de har brug for at kunne passe på sig selv og hinanden i det univers. At unge kan sikre sig, at den, som de gerne vil have sex med, også vil have sex med dem. At de ved, at et samtykke hele tiden kan forhandles – man har ret til hele tiden at sige – nu vil jeg ikke mere – her er min grænse.

Derfor skal vi som forældre tale med vores børn og unge om lyst, ulyst og grænser – om at mærke egne grænser, kunne give udtryk for vores grænser og lære at mærke og respektere andres grænser. Derfor skal vi sørge for, at børn og unge i skolernes seksualundervisning sammen reflekterer over og diskuterer de mange dilemmafyldte situationer i seksualitetens store univers.