P-STAV

P-staven kaldes også hormonstav. Det er en langtidsvirkende præventionsmetode, der kun indeholder et hormon, gestagen.

Det er en tynd stav med en diameter på to mm og en længde på fire cm. Staven sættes ind lige under huden på indersiden af overarmen. Det er kun en læge, som kan sætte p-staven ind. 

P-staven afgiver langsomt en lille mængde af hormonet og det forhindrer ægløsning. Derudover bliver slimen i livmoderhalskanalen også sej og uigennemtrængelig for sædceller. P-staven virker i tre år. Ønsker du at blive gravid inden der er gået tre år, kan du få fjernet p-staven ved et lille indgreb og du vil kunne blive gravid med det samme.

Hvornår virker p-staven?

P-staven virker, så snart den er sat ind, hvis indlægningen sker i løbet af de første fem dage efter menstruationens start. Hvis det sker på andre tidspunkter i din menstruationscyklus, skal du anvende kondom i syv dage. 

Sker indlægningen efter ægløsningstidspunktet, skal du være opmærksom på, om du allerede kan være blevet gravid. Er du allerede gravid, så vil graviditeten fortsætte.

Hvis du skifter fra p-piller, p-ring eller p-plaster, skal p-staven typisk sættes ind på den sidste dag før blødningspausen eller når du begynder på et nyt ark p-piller, et nyt plaster eller en ny p-ring. Skifter du fra minipiller, spiral eller p-sprøjte kan du fortsætte med metoden indtil p-staven bliver lagt.

Hvordan får du en p-stav?

Du skal have en recept fra lægen på en p-stav, købe den og derefter bestille en tid hos lægen til indlægning af staven.

Når staven skal lægges ind, får du først lagt en lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen lægges på indersiden af armen på den arm, du anvender mindst - altså hyppigst venstre arm. P-staven leveres i en nål, som den ligger inde i. Nålen føres lige ind under huden i furen mellem de to overarmsmuskler. P-staven lægges så under huden. Staven skal kunne mærkes både af dig og af lægen efter indlægningen.

En p-stav ligger der, hvor lægen har lagt den, og en p-stav kan derfor ikke vandre rundt i kroppen. Når p-staven skal ud igen, fjernes den hos lægen. I lokalbedøvelse lægges et lille snit over den ene ende af staven, hvorefter staven fjernes. Ønsker du at få en ny p-stav med det samme, lægges den ind, der, hvor den tidligere stav lå.

Fordele

  • P-staven er en 100% sikker præventionsmetode
  • Du skal ikke tænke på prævention i hverdagen
  • P-staven beskytter i tre år
  • P-staven giver ingen afbrydelse i samlejet
  • Når p-staven er indsat, kan du ikke mærke den
  • Ved tidligere blodpropper, forhøjet blodtryk, sukkersyge, overvægt, rygning eller alder over 35 år, kan du bruge p-stav

Ulemper

  • P-stav giver næsten altid uregelmæssige blødninger
  • Der kan forekomme lette bivirkninger som f.eks. akne (uren hud), brystspændinger, hovedpine, humørsvingninger og vægtøgning
  • Nogle få kvinder kan få alvorligere bivirkninger som depression eller selvmordstanker
  • P-staven beskytter ikke mod sexsygdomme, som f.eks. hiv og klamydia
  • 60-70 % oplever at få blødningsforstyrrelser enten i form af ophør af menstruation, længere mellem menstruationerne eller lidt sjældnere hyppigere/kraftigere menstruation