Fars velmenende kønskamp

Som erklæret feminist og med et arbejdsliv hvor ligestillingsprojekter og ligestillingspolitik, har fyldt, var Michel Steen-Hansen bevæbnet til tænderne med alle de rigtige holdninger og tanker, da projekt baby skulle effektueres. Desuden havde han flere år på bagen i børnebranchen, da han de sidste mange år, havde fungeret som stedfar for sin kones to ældre børn. Så Michel følte sig godt forberedt, da han blev far til Vitus i den relativt modne alder af 43.

”Jeg havde nok en romantisk forestilling om, at jeg kunne præge min søn ved at sørge for at udstråle, at det der traditionelt er kvindelige dyder, sagtens kan gøres af en mand. Det har vi leget meget med herhjemme. Men jeg kunne alligevel se, at han efterhånden udviklede sig i en traditionel mandlig retning.”.

For selvom Michel og hans kone gjorde deres bedste, begyndte der alligevel at falde syrlige bemærkninger om, at ”det er kvinder, der gør rent” eller ”at lyserød er en pigefarve” ud af det lille vidunders mund.

”Og sådan er det bare ikke hjemme hos os.  Så måtte vi tage snakken om, at der ikke er noget, der hedder pigefarver, men at alle farver er lige gode. Men om og hvornår det har en effekt, det ved jeg ikke. Han vil i hvert fald stadig ikke have noget i lyserød”, siger Michel Steen-Hansen.

Kun venner?

En anden bristet illusion kom i form af de venskaber, hans søn dannede.  

”Jeg havde forestillet mig, at han skulle lege lige meget med piger og drenge,  og at det ikke skulle have betydning, hvilket køn hans venner har. De skulle bare lege, som  børn plejer at gøre.”, siger Michel Steen-Hansen

Det gik også rigtigt godt de første år i vuggestuen, hvor sønnen Vitus fik en rigtig tæt legekammerat som tilfældigvis var en pige. En dag da Michel skulle hente, kom en pædagog til at sige noget, som fik det til at stramme lidt i ansigtsfolderne på den idealistiske far.

”Hun sagde: ”jeg tror altså, at de snart bliver kærester”. Og det blev jeg faktisk ret irriteret over. Hvorfor det, de er jo børn og de leger bare.”

Men desværre skulle det vise sig, at pædagogens erfaring rakte udover Michels forestillingsevne. De to børn blev ældre og fortsatte sammen i børnehave, og pludselig legede de før så uadskillelige venner ikke længere sammen, men foretrak at være sammen med børn af deres eget køn.

Lige indtil for nylig. For pludselig har Vitus og hans veninde fundet sammen om en ny fælles aktivitet:

”De skal simpelthen være kærester og kysse. Så sad jeg der og troede, at jeg kunne give ham nogle værdier med, og sige at det er lige meget, hvilket køn hans venner har. Og at det egentlig først er relevant, når de bliver kønsmodne…men så er den der bare så meget tidligere.”

Bold i den bedste mening

Michel har også erfaret, at det ikke kun er pædagoger og samfundsdogmer, man skal vare sig for, når man betræder forældreskabets tornebefængte sti. Nogle gange er det ens egne ideer om, hvad der er godt for ens barn, der viser sig at være helt forkerte.

Da Vitus var 3-4 år besluttede Michel sig for, at han skulle begynde til fodbold. Ikke fordi Michel selv er vild med fodbold, faktisk er han med egne ord helt ligeglad, men fordi han havde en idé om, at det ville være godt for sønnen, at han lærte sig at spille bold.

”Jeg startede med ham til fodbold, og prøvede af al magt, at virke begejstret for hans skyld. Jeg øvede og spillede med ham, fordi jeg godt ved, hvad der holder en drengegruppe sammen i folkeskolen. Det er, at de spiller fodbold i frikvartererne og i fritiden”, fortæller Michel Steen-Hansen

Udover at hjælpe sønnen med at skaffe sig en plads i fremtidige vennegrupper, var tanken også, at det var vigtigt at præsentere Vitus for typisk maskuline ting. For selvom Michel hverken går op i fodbold eller biler, ville han ikke have, at sønnen skulle gå glip af noget, fordi hans forældre ikke tog initiativ. Men sønnen ville det igen anderledes.

”Det gad han sgu ikke. Han ville meget hellere gå til gymnastik. Og det er da super befriende og fedt. Så må han lære at hævde sig på en anden måde.  Jeg kunne hellere ikke spille fodbold, da jeg gik i skole, men så fandt jeg en anden måde at skabe mig en rolle i gruppen.  Det bekræftede mig i, at man ikke kan lave om på børns natur. Vi kan opdrage dem og give dem nogle værdier med, men der er nogen ting, man bare har anlæg for. Eller ikke har.”

Og heldigvis lykkedes det de fleste forældre at påvirke deres børn positivt. Det er bare ikke altid visdomsord og bevidste handlinger , der er brug for, når man vil sørge for at ens afkom ender som et velanrettet menneske . Engang i mellem er det de helt subtile og hverdagsagtige ting, der har stor betydning. Det oplevede Michel forleden, da aftensmaden skulle forberedes, og Vitus sad på sin vante plads på køkkenbordet og betragtede  sin far. 

”Så spurgte han, ”Far, lavede du egentlig også meget mad sammen med din far?”.

Lige der blev jeg ramt af tanken om, at vi sgu har gjort noget rigtigt. For ham var det helt naturligt, at fædre selvfølgelig laver mad. Og så måtte jeg jo desværre fortælle ham, at min far har aldrig lavet mad. For det gjorde mænd ikke dengang.”

2 gode råd fra Michel

1. Vær bevidst om dit eget køn. Gør jeg det her, fordi jeg har det køn, jeg har? Det tror jeg hjælper børn med, at få en større bevidsthed om, deres eget køn og de muligheder og begrænsninger det har. Jeg tror f. eks. at man skal lære sine sønner, at sidde ned på toilettet. Det giver måske meget god mening, at stå op og tisse på en mark fyldt med tidsler, men ellers er det jo ikke særligt smart. Det ved enhver mand, der har stået op og tisset med shorts på.
2. Bryd dine egne (køns)mønstre. Sørg for at give dine børn oplevelser, som du måske ikke ville have givet dem pga. dit køn. Tag f.eks på fisketur, selvom det aldrig har sagt dig noget eller gå med til dans. Sørg for at der ikke er noget, som kun ”mor” eller ”far” kan tage sig af. Jeg har f.eks. taget Vitus med på fisketur, selvom jeg aldrig har dyrket lystfiskning. Jeg gjorde det for at styrke en maskulin side i min søn, som jeg ikke selv naturligt udstråler.