Jeg havde glædet mig til at få en lillebror...

Mødres sundhed
Emanuela glædede sig til at møde den lille dreng, der voksede i hendes mors mave. Men sådan skulle det desværre ikke blive.
Emanuela

- Jeg glædede mig til at få en lillebror. Men i stedet mistede jeg min mor.

Emanuela var bare 10 år, da hendes mor og lillebror døde under fødslen. Hun har aldrig fået at vide, hvad der præcist skete med hendes mor, men hun husker dagen, som var det i går. Emuanela bor cirka 15 km. uden for byen Hoima i det vestlige Uganda, og hendes historie er alt for almindelig i landområderne i Uganda.

Noget gik galt under fødslen af Emanuelas lillebror. Og selvom 15 km ikke lyder af meget, er det virkelig langt for en fødende kvinde uden anden transport end en lånt, rusten cykel - på støvede jordveje.

Ifølge Emanuelas far tog det næsten to døgn for den fødende mor, før hun nåede klinikken i Hoima.

 

Måtte gifte sig som 15-årig

Da hendes mor døde, var Emanuela overladt meget til sig selv. Hun fik hverken støtte eller opmærksomhed fra sin far, og hun følte, at hun var nødt til at gifte sig. Ellers var der ingen, der tog sig af hende. Hun troede, at en ægtemand ville passe på hende.

- Efter min mor døde, har ingen hjulpet mig. Det har tvunget mig til at blive gift, selvom jeg hellere ville fortsætte i skolen. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive sygeplejerske.

I dag bor Emanuela stadig i landsbyen uden for Hoima. Hun bor i en lille lerhytte sammen med sin mand og bruger dagene på at dyrke den lille mark, hvor familien har majs og andre afgrøder. Selvom hun kun er 15 år gammel, er hun helt klar over, at drømmen om at blive sygeplejerske har lange udsigter.

Emanuela er bare ét af de mange børn, der hver eneste dag bliver efterladt i en svær og næsten uoverkommelig situation, når deres mor dør.

 

Emanuela spiser

                       Emanuela spiser sammen med to af sine brødre, som også mistede deres mor.

 

Graviditeter dræber

Mange steder i verden har gravide kvinder og nybagte mødre ikke adgang til basal sundhedshjælp eller viden om faresignaler i forbindelse med graviditet og fødsel.

Graviditet, fødsel og tiden derefter er ofte forbundet med stor risiko for, at enten barnet eller moderen dør. Ifølge WHO dør omkring 830 piger og kvinder hver eneste dag i forbindelse med graviditet eller fødsel. 99 % af de piger og kvinder, der mister livet som følge af graviditet eller fødsel, bor i udviklingslandene.

 

Sammen kan vi hjælpe

Sammen med vores partnere i blandt andet Uganda og Kenya gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe kvinderne.

Det handler især om tre ting:

  • Uddannelse i hygiejne og faresignaler
  • Adgang til sundhedsydelser, som jordemødre og sygeplejersker og adgang til rent udstyr under fødslen, som sterile handsker, vat, skalpeller mm.
  • Transport til sundhedsklinikker

Når vi har fokus på disse tre elementer, kan vi nå rigtig langt. Med få ressourcer kan vi redde mange liv.

STØT KVINDERS RETTIGHEDER NU!