Vi går ikke nok i seng med hinanden

Krop
Danskernes tilfredshed med sexlivet er faldende. Det viser en ny stor, nordisk undersøgelse. Men vores seksuelle liv har enorm betydning for vores oplevelse af mening og sammenhæng i tilværelsen.
Ungt par kysser

Udgivet d. 24. maj 2016.

- Sex er ikke bare for sjov. Et meningsfuldt intimt liv, stærke intime relationer, et godt sexliv eller singleliv er en ressource, et helle og en kilde til overskud, livsmod og mestring af sygdom eller svære livsvilkår. Seksualiteten er en vigtig nøgle til vores velbefindende, og det bør mane til handling, at danskernes tilfredshed med sexlivet er faldende.

Det siger national i Sex & Samfund, Marianne Lomholt, efter at en stor undersøgelse fra det svenske RFSU (Riksförbundet för seksuel upplysning) viser, at 54 % af de adspurgte danskere ikke er tilfredse med deres sexliv (På spørgsmålet 'Er du tilfreds med dit sexliv?' svarer 46 % ja, 27 % nej og 27 % hverken ja eller nej). For seks år siden lå det tal på 52 %.

De vigtigste grunde til, at man ikke er tilfreds, er ifølge undersøgelsen, at man ikke går ofte nok i seng med hinanden, eller at man mangler en partner.

Marianne Lomholt mener, at tallene gør det nødvendigt at se på to forhold: Hvad kan det skyldes, og hvad kan vi gøre ved det:

- Vi er nødt til at spørge os selv, om sex er blevet et præstationsområde, hvor vi helst skal ligne supermodeller, frem for et rekreativt område, hvor vi tør give os hen og tør være os selv sammen med vores partner. Eller om vi har for travlt i hverdagen med alle vores skærme og vores ambitioner om at være top-tjekkede på arbejdet og top-trænede i privaten, så vi simpelthen er for trætte til seksualiteten, siger hun.

 

Eget ståsted i det seksuelle

Det er Vidensråd for Forebyggelse, der i en rapport fra 2012 beskriver seksualitet som en ’raskhedsfremmer’ og en ressource til at mestre fx kronisk sygdom.

Samtidig er seksualitet en vigtig del af vores oplevelse af livskvalitet. Ni ud af ti danskere mellem 16 og 95 finder det ifølge Vidensrådets rapport vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt at have et godt sexliv.

- Derfor er det så vigtigt, at unge stille og roligt får mulighed for at gøre sig egne erfaringer og finder deres eget ståsted i det seksuelle. Samtidig bekræfter den nye undersøgelse vigtigheden af, at kommunerne og de sundhedsprofessionelle er med til at bryde tabuet om ældre, kronisk syge og seksualitet og formår at tilbyde den nødvendige hjælp og støtte.

- Det kan handle om noget så basalt som støttesamtaler under og efter et kræftforløb om de fysiske og psykiske udfordringer, som den enkelte oplever i forhold til nærhed, intimitet og sex, siger Marianne Lomholt.

Det svenske RFSU (Riksförbundet För Seksuel Upplysning) har i ’Sex, kondomer og sådan, 2016’ spurgt 4.260 personer i Danmark, Norge, Sverige og Finland, der er mellem 15 og 65, og som har haft sex mindst en gang, om deres holdninger til prævention og sexlivet.

Emne